Søg i denne blog

søndag den 5. november 2017

En tid med travlhed

Sidste søndag tog vi en tur til Vesterhavet
for at se havets brusen

Vi trængte lige til at trække vejret og lave ingenting et par timer - efter nogle dage med mere travlhed end normalt.

Jeg har travlt for tiden  - nogen vil helt sikkert tænke NÅ NÅ er det nu også så slemt😊
Næ det er det såmænd ikke, men jeg har mere om ørerne end jeg plejer - og det er helt frivilligt og jeg kan altså godt li' det 😍

Jeg har ikke tænkt mig at bruge min blog til politisk agitation - men  det er ingen hemmelighed, at jeg er socialdemokrat og jeg er bestyrelsesmedlem i den lokale partiforening.
Det giver en travlhed, når man som mig gerne vil give en hånd med, hvor man nu kan i en valgkamp.
Jeg synes det er sjovt - og selv om jeg er et inkarneret B-menneske, så er det nu dejligt en søndag morgen at stå op til sådan en spandfuld her, som skal have sat et lille visitkort på.

Den travleste tid har været planlægning af plakatopsætning - hu hej hvor det gik, der skal noget logistik til - men mange hjælpsomme sjæle får det hele til at glide og kan endda kalde smilet frem midt i al travlheden 😊
Et sødt menneske har sendt mig dette billede,
som hun havde formået at fange
(jeg er ellers ikke glad for at blive  fotograferet)

Der sker da heldigvis meget andet end end politisk arbejde - jeg er begyndt at gå til broderi - hold da op man kan lave mange fine ting - desværre har jeg ikke tiden til at arbejde med det herhjemme i tiden, men det kommer efter den 21. november.

Hækletøjet ligger heller ikke stille - men jeg er igang med projekt trøje til mig selv, og det tager tid, så der er ikke så meget at vise frem.

Vi har været på den lokale kro, Rold Gammel kro - de havde et dejligt jubilæumstilbud på wienerschnitzel og jeg havde et hængeparti med min svoger - så det fik jeg gjort noget ved og vi havde en rigtig hyggelig aften.

Vi har haft Emil herhjemme en dag - han var lidt småsyg, men ikke mere end det var hyggeligt.

Vi havde gæster til aftensmad den anden dag - og tror da pokker, om ikke jeg glemte at servere waldorfsalaten - den stod pænt i køleskabet og gloede på mig, da jeg skulle tage noget ud til kaffen - og der serverer man jo ikke lige den slags 😖

I dag har jeg været til tøse-brunch hos min yngste søster - hun er bare så go' til bordpynt og lækkert mad, og der er masser af fantastisk snak med quinder i mange aldre - det er ren fornøjelse
Så flot efterårspynt 

Jo der er gang i den her
men vi nyder det




mandag den 30. oktober 2017

Så er stuen ved at være på plads og gardiner har vi også fået

Det bliver godt nok ikke til meget blog, men jeg har heller ikke lyst til at stoppe den helt - så jeg håber I læsere væbner jeg med lidt tålmodighed.

Vi har jo haft det her "ny stue" projekt igang, og er såmænd knap færdige endnu, men det nærmer sig heldigvis 😊

Vi har fået vores sofa og vi har fået vores plissegardiner.

Ja gardinerne, det blev godt nok noget anderledes, end jeg havde tænkt i mit hovede - men man må jo lytte til ekspertisen 😀
Jeg ringede til en gardinbutik, jeg havde fået anbefalet og bad om en pris på det, jeg havde tænkt mig, og de gav mig prisen, uden nogen som helst spørgen ind til denne mærkværdige bestilling.
Nå det var sørme godt nok dyrt - så jeg tænkte, at jeg vil høre et andet sted - så jeg ringede til Majbritts Gardinbus, som jeg også havde fået anbefalet - og hold da så op, så fik jeg da godt nok nogle spørgsmål og til sidst, ja så blev jeg da i tvivl om mine ideer holdt vand, så vi blev enige om, at hun hellere måtte komme forbi og kigge på sagerne.
Vi har gamle vinduer i ukurante mål, de er delt i 3 og har lukkehalløj, der skal tages i betragtning, samt at vi om sommeren har nogle net, der skal være plads til. Og nu skal I høre, hvad jeg havde tænkt - 3 plissegardiner i hvert vindue uden snoretræk, i stuen skulle de være lysegrå og i køkkenet lysegrøn - det kunne da umuligt være så svært 😮
Nej nej, det var det da heller ikke, men som den gode gardindame sagde, så var det en meget dyr løsning, og med vores vinduer, var hun ikke sikker på, at jeg blev tilfreds, når de først kom op og jeg vil ikke bare kunne sælge dem igen, for der er ikke rigtige andre vinduer de vil kunne passe i.
De kan ikke hænge helt tæt på vinduet, og det med at jeg kun mente, at vi vil komme til at lukke ned på nogle få af dem, så vil vi skulle huske på med jævne mellemrum at få dem alle lukket ned, for ellers vil de med tid ikke kunne hives lige meget op - OKAY, der var sørme mange ting, jeg ikke havde viden om - nå men hvad vil hun da så foreslå - jo hun synes det var en god ide med plisse, men tænkte et stort gardin i hver vindue og med snoretræk !!!
Nå ja så var der jo lige den med farverne - øhhh det mente damen sørme også noget om og gemalen han var fuldstændig enig med hende - og så var der lige vores terrassedør, der tænkte jeg, vi skulle have lameller i, men den tanke var måske ikke så pæn, fordi i har sprosser, der går vandret -
så vi har fået 
1 HVIDT PLISSEGARDIN MED SNORRETRÆK 
I ALLE VINDUER.
Nu har de været oppe nogle dage, de ser ikke ud af noget særligt, men det havde vi jo heller ikke tænkt, de skulle, men de fungerer og vi har fuld lys ind, når vi ikke hiver ned for solen 😍

Sofaen er kommet for et par uger siden og nu mangler vi bare lige at sætte nogle billeder op på et par vægge, og så skal vi have skiftet et par lamper ud, men vi har fået en meget anderledes stue, den er meget lysere og lette møbler og vi er meget glade for den.
Ingen dyre designer møbler, sofaen og en lampe fra Ikea har været til fuld pris, ellers har vi ved tilfældigheders spil fået øvrige nye ting med 25-31% rabat, ja stole til halvpris, så vi er tilpasse 😍







fredag den 8. september 2017

Nye møbler

Ja jeg har vist så småt lovet, at I nok skulle komme til at høre  en del om vores møbel overvejelser, men det bliver nu begrænset, hvor meget der bliver at underholde om😊

Gemalen havde set, der var noget outlet møbelsalg i Hobro, så der kørte vi ned og pludselig tog møbelovervejelserne en ny drejning.

Jeg har været ude i noget med rød læder, måske cognacfarvet.

Eftersom vi ikke havde fundet noget, der bare lige var os, var jeg begyndt at tænke i en stofsofa i noget grønligt, hvilket jeg godt vidste vil kræve umanerlig store overtalelsesevner, da gemalen bestemt ikke er vild med grøn 😏

Nå men i den her outlet-butik, var der lige indenfor døren en ekstrem billig sofa, som vi begge sad godt i, og som gemalen kunne ligge på, men den var sørme i grå stof, og det var da just ikke noget, jeg havde overvejet, så vi gik bare videre ind i butikken.

Længere inde kom vi til to lænestole, slet ikke sådan nogen, som jeg havde tænkt, vi skulle have og dog, for jeg havde tænkt i et par lave stole, som ikke skulle være tungere, end vi kunne flytte rundt med dem, men alligevel sådan nogle bløde nogen, måske lidt reto-agtige.
De her, de havde lige størrelsen, som jeg havde tænkt, men var sådan en træ-tremme ting med en sort læderhynde i sæde og ryg - men det er jo altid godt med lidt nyt input, som kan få nye tanker i spil - og det gjorde de her par stole da godt nok lige.
Lige med et kunne jeg lige forestille mig det her par stole sammen med de to gamle sorte læderstole, som vi har og så den der grå stofsofa, vi lige havde set indenfor døren- og hold da op, det kunne gøres så billigt, at hvis det slet ikke var os, så kunne der blive råd til at skifte det igen - så os tilbage til sofaen, men men men træerne vokser jo altså ikke ind i himlen - sofaen var bare for lang til den væg, den skal stå op af 😕

Åhh der blev flyttet rundt og frem og tilbage inde i vores hoveder, men det vil ikke rigtig løse sig - så det endte med, at vi kørte igen, uden møbler, for vi turde ikke købe stole, før vi havde besluttet os for en sofa.

Jeg havde heldigvis en af de gode dage, så vi besluttede os for at køre hen til en nærliggende møbelbutik, når nu vi var ude at køre.
Der var mange sofaer, men der er sørme også mange sæde-dybder og højder og kvaliteter - og vi var næsten nået gennem hele butikken, da vi satte os i en sofa, hvor vi blev hængende - ja så længe, at der kom en sælger til.
Vi sad begge godt i sofaen, gemalen kunne ligge på den og den passede i målene til væggen, men farven var ikke lige os 😐

Sælgeren kunne helt sikkert se potentielle købere, så han fandt fluks stofprøver i massevis - og så skete der selvfølgelig det, at da jeg så stofprøver i adskillige grønne nuancer og en fantastisk skøn karryfarvet, så kunne gemalen straks se julelysene blive tændt i mine øjne 😍- men dem fik han da hurtig slukket igen, for han sagde meget bestemt  NEJ den bliver ikke grøn - jeg havde ikke engang nået at sige noget 😲

Nå ja, vi havde jo så også lige overvejet den der for lange grå stofsofa og den ide havde lagret sig inde i mit hoved - så måske det vil være en go' ide  - så jeg kapitulerede og gik med til en mørkegrå - og så gik vi til kassen, og vi forlod butikken med en kvittering på en grå 3-personers stofsofa.

Så os tilbage til outletbutikken, og der købte vi de to stole, vi havde set - der er lidt leveringstid på møblerne, men det er nu ok, så kan jeg jo gå og overveje, hvad der ellers skal ske i stuen, når der kommer nye møbler til - for der er jo rig mulighed for at sætte farver til det grå og sorte - og vi skal også have nogle små borde i stedet for vores store sofabord - og nå ja, jeg har da også lige luftet tankerne og nye lamper - så måske det alligevel når at blive mere underholdende - nu må vi se 😀


søndag den 3. september 2017

Hæklet kaktus med blomster

Jeg hæklede kaktusser til Nana og Emil, da de skulle flytte, dem kan du se HER

Selv om Laura ikke skal flytte nogen steder, så skulle hun da også have en kaktus til sit værelse - den er nu færdig og afleveret - og Laura var tilfreds med resultatet 😊
Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så har Laura selv fundet garnet frem fra mine gemmer og vi har fundet inspiration Her

Mit udgangspunkt var størrelsen på urtepotten - Laura vil gerne have den med mange kaktusser i forskellige størrelser - så jeg startede bare ud med en magisk ring, og tog så ud til 36 masker og hæklede en længde, jeg synes passede, så lavede jeg en lidt smallere og længere, og sådan fortsatte jeg, til jeg synes, det passede til potten.

Jorden har jeg også bare hæklet efter min egne tanker, det kan jo ikke ses og jeg fik ikke taget et billede af den, men jeg har lavet en stor næsten kugle, men mere aflang i det, så den passer ned i potten, og den er lavet så stor og proppet så hårdt med fyld, at den skal presses ned i potten, så den sidder fast.
Laura vil også have blomster på - de er lavet efter fri fantasi, men der er også opskrift på blomster i linket øverst på siden. 😊



lørdag den 2. september 2017

Familieudflugt, Thorupstrand, Hanstholm, Det gamle røgeri

Opdate 
Så er vi gået ind i efteråret - i dag skinner solen fra en skyfri himmel herfra morgenstunden af, det giver mig lidt mere energi, hvilket jeg bestemt ikke har meget af.
Jeg døjer stadig med det astma halløj, som jeg har pådraget mig, jeg får medicin, men det gør ikke just underværker, men det hjælper tilsyneladende noget (jeg kan jo ikke vide, hvordan det vil være, hvis jeg ikke tog det). Jeg har været til røntgen af lungerne og skal igen om en måneds tid og ellers er der lægekontrol på mig.
Det her halløj betyder, at jeg ikke foretager mig ret meget, men lidt sker der da for mig.

Ny kaffemaskine
Vi har sandelig været ude at investere i en ny kaffemaskine, ikke fordi den vi havde var gammel, men den kogte, så hele køkkenet dampede til og der manglede et par kopper vand, når kaffen var færdig, så det var godt nok svært at lave en ordentlig kop kaffe 😖
Vi havde en Melitta - og min mor har også haft sådan en, og har af samme årsag som os, skiftet den ud - nu kører vi med Moccamaster og indtil videre går det rigtig godt 😊

Familietur til Thorupstrand
Sidste lørdag havde vi besøg af familien fra Roskilde - vi havde for længe siden aftalt, at vi skulle køre en tur op til Thorup strand - så det blev en heldagsudflugt, da ikke mindst for sjællænderne, der kørte frem og tilbage på samme dag.

Cold Hawaii
Hvis du ikke kender Cold Hawaii, så er det et paradis for surfere på stranden ved Klitmøller.

Vi var rimelig heldige med vejret, hvis man kan sige det sådan, for vi startede ud med at køre op til Klitmøller, for at se Cold Hawaii - men der var bare ingen vind og ingen bølger, så der lå bare nogen og skvulpede rundt inde i vandkanten.

Hanstholm havn
Derfra kørte vi til Hanstholm havn, hvor vi kiggede på fiskekuttere og havnearbejde i det hele taget (lige noget for mændene i bilen) - ja de arbejder også lørdag over middag sådan et sted - så vi så, hvordan lastbilerne blev fyldt med fisk af en eller anden slags, det er helt utrolig at tænke sig, der kan være så meget på sådan en båd.
Nu var vi nået et godt stykke over middag og skulle have noget frokost - så vi fandt Det gamle røgeri, hvor vi havde set Brdr Price spise stjerneskud i et af deres egnsretter-programmer.
Der var mere end rigeligt, vi var nogen, der måtte kapitulere,
men godt var det :)
Østerild plantage
Godt fyldt op, satte vi næsen mod Thorup strand, men undervejs kom vi forbi Østerild, hvor der er et område med nogle store vindmøller, som vi måtte et smut ind omkring


Det er et testcenter, der ligger der midt i skoven tæt på havet - der er bygget den bygning, der kan ses på det ene af billederne, et imponerende byggeri, det var vist ikke helt færdig endnu.

Thorup strand
Derfra gik det så op til Thorup Strand, hvor vi var ualmindelig heldige at ramme et tidspunkt, hvor der kom en fiskekutter ind, der skulle trækkes op på stranden.
Vi ventede ca 20 min på at den skulle komme, og mændene snakkede lidt med de folk, som skulle hjælpe kutteren ind - der er godt nok ikke noget at sige til, at fisk er en dyr spise, når vi hørte, hvor mange, der var beskæftiget for at få en ladning fisk ind.



Jeg har en lille video af resten af optrækningen, men den kan jeg desværre ikke få lov at ligge ind her.
Lige da kutteren var kommet ind på land, begyndte det at dryppe, så vi fandt bilen og kørte videre i regnvejr.

Vi var også inde omkring Svinkløv for at se "det ikke eksisterende badehotel" - det er godt nok mærkeligt, og meget ærgerligt, at det er væk - men det bliver jo så spændende at se, hvad der kommer op at stå igen.

Herfra gik turen så hjem over Aalborg.

Hvad ligger der mon derinde på marken
Undervejs stødte vi på det her syn
Der var en vældig snak i bilen om, hvad det var, der lå derinde på marken - det er også meget svært at se på billedet, men det var en mejetærsker, der var væltet - puha da, det har da bestemt været en ubehagelig oplevelse, for den der sad deri.
Undervejs på vores lange tur, så vi rigtig rigtig mange landmænd, der høstede, men vi så godt nok også mange steder, hvor de kørte udenom, fordi der var for blødt at køre.

Dagen sluttede for vores vedkommende herhjemme, hvor vi fik en kop kaffe, inden sjællænderne igen satte sig i bilerne og kørte hjemad.

Sådan en tur gik lige an for mig, fordi jeg selv kunne bestemme, hvor langt jeg vil gå, når vi steg ud af bilen, og vi sad jo rigtig meget i bilen hele dagen - og så oplevede jeg også, at min inhalator gør gavn, når jeg kommer i åndenød. - men det var nu rigtig rart at komme hjemmefra.

Fætter Guf, 
som bare kan noget med sine hænder og et stykke træ,
kom med fine nye glasbrikker til mig 
Dem i kassen er lavet, da han var en stor dreng,
nu bliver han 25 år, og mener ikke,
han kan være bekendt, at jeg har de gamle
med synlige søm og skruer til at stå :)

søndag den 20. august 2017

Hækletøj og tomatsuppe på en regnfuld august-lørdag

Det hosteri bliver ved med at svinge frem og tilbage - bedst som jeg tænker, at nu går det da godt, så begynder jeg igen - igår var det slemt, men en anden type hoste end hidtil, sådan noget rigtig irriterende små hosten, som bare bliver ved og der kan ligesom ikke hostes ordentlig igennem.
Det må vel gå over på et tidspunkt, måske det bare er tålmodighed, der skal til - der står på medicinen, at den først har fuld virkning efter 14 dage, og det er der gået på tirsdag, så jeg håber stadig på, at på onsdag, så er jeg frisk og frejdig igen 😏
Der skal s.. godt nok indhentes noget energi, før jeg kan kaldes frisk og frejdig 😒

Man må jo få det bedste ud af enhver situation, så igår stod den på hjemlig hygge fra morgenstunden af
En kande kaffe, hækletøjet og så lige en møbelreklame - det beskriver meget godt det, som jeg beskæftiger mig mest med for tiden 😊
Jeg hækler kaktus til Laura, vi har i fællesskab fundet inspirationen HER - jeg hækler i lidt andre størrelser, så jeg synes, de kommer til at passe til den potte, de skal i. Laura har selv valgt farverne blandt mit restegarn.

Jeg har fået hæklet låg til svigerdatteren - båndene kunne godt være bedre i matchet, men det løser vi, når jeg igen er klar til at gå i butikker.
Opskriften er egen ide - og som det kan ses, så var udtagningerne ikke helt så jævne i den mørkeblå, som de blev i den lyseblå.
Hæklet låg
Jeg starter med en magisk ring med 6 fastmasker, og tager så 6 masker ud i hver omgang, til der er 60 m, det passer med størrelsen på låget, de skal dække.
Så hækler jeg en omgang i bageste lænke, fortsætter med 3 omgang fm - det passer til kanten på låget.
Nu laves hulrækken til båndet - *1 stangmaske, 1 luftmaske* spring over en maske og gentag omgangen rundt.
Så laves "flæse-kanten" -  i hullet der er opstået til båndet i foregåenden række, hækler jeg 1 fm, 1 stangmaske, 1 dobbeltstangmaske, 1 stangmaske, 1 halvstangmaske, omgangen rundt.


Aftensmad
Der var altså også kun vejr til indendørs sysler, så samvittigheden over bare at sidde der, blev ikke helt skidt.
Aftensmad, det skulle vi jo også ha' - og gemalen han havde været i drivhuset, hvor agurkerne stadig myldrer frem og tomaterne giver pænt, det gør peberfrugterne også, jeg vil gerne have, de skal blive røde, men vi er godt nok begyndt at tage dem grønne, for der er bare mange.
Så sådan en kedelig lørdag midt i august, hvor man burde være udendørs og grille, ja da kom jeg i tanke om, at jeg vil lave tomatsuppe
Så her får du lige opskriften på en
Nem hjemmelavet tomatsuppe
1 løg
1 grøn peberfrugt
2 fed hvidløg
1 stor gulerod
hakkes og svitses i lidt olivenolie
10-12 tomater overhældes med kogende vand og flås
de skæres over og det hårde, hvor stilken har været fjernes
kommer i gryden sammen med en håndfuld krydderurter,
jeg brugte basilikum, merian og lidt timian.
Så tilsatte jeg en halv liter hønsebouillon og lod det stå og små koge i en god times tid.
stilkene fra krydderurterne blev fisket op, stavblenderen blev sat i, og vupti så er der en velsmagende lidt tyk suppe, som jeg kom en flaske madlavningsfløde og ca 100 gr friskost med urter i.
Lod det koge op og smagte til med salt, peber og en lille smule sukker.
Man kan tilsætte alverdens dejlige ting til sådan en tomatsuppe, kylling, rejer, pasta, anden typer af fisk, men vi fik kød- og melboller, for det var det, vi lige havde, og så et stykke brød dertil.
Hvis jeg havde haft noget selleri, det kan være knold eller blad, så var det også kommet med deri.

Ja det var stort set den lørdag, der gik der.

torsdag den 17. august 2017

Guldbryllup og æresport, heldigvis kunne jeg være med

Pyhhh det her astma halløj, det trækker da godt nok tænder ud - det tager sin tid at komme på højkant igen, men det går da fremad, der hostes knap så voldsom, det hyler og piver ikke længere i halsen/brystet, når jeg lægger mig ned, men det kniber gevaldigt med at have luft og energi til ret meget.

Jeg blev da heldigvis så frisk, at jeg kunne deltage i vores gode venners guldbryllup i lørdags, og jeg kom også med ned og lave æresport fredag aften - det er jeg bare glad for, for det vil jeg da nødig være gået glip af.
Det er altid ret fornøjeligt at få en æresport pyntet og sat op - det er ved at være nogle år siden, at vi sidst har lavet en æresport i vennekredsen, så der skulle lige snakkes lidt om, hvordan er det nu lige, vi begynder - men det kørte bare derudaf - gemalen havde lavet "stativet", mændene savede en masse grene af en kæmpe cypres, som de havde i haven, der hvor vi lavede æresporten, og det beklædte de "stativet" med, damerne bandt små buketter af lyserøde roser, småblomstrede grønne chrysanthemum, guldsprayet havre og lidt grønt, som blev sat i og tilsidst et fint guld skilt.


Jeg kan desværre ikke fremvise et billede af den opsatte æresport, for af uransagelige årsager blev mine billeder bare helt mørke 😕
Da vi var færdige drak vi kaffe og knævrede, mens vi ventede på at mørket kom, så den kunne blive sat op 😍

Guldbrylluppet var en rigtig hyggelig festdag - nu er vi jo ikke 25 år mere, så det er bare fint, at holde festen til middag og få "natmaden" til aften 😊

Jeg laver ellers ikke så meget endnu, men jeg har da fået gang i hæklenålen igen, og jeg får lavet noget mad til os - igår skulle jeg så have et møde herhjemme med et par partikammerater, så der var en anledning til at tage mig sammen til at få fjernet det værste støv og bage en kage - godt gemalen tog støvsugeren, for jeg svedte bare af at gå rundt med støvkluden 😳

Ellers sker der selvsagt ikke meget lige for tiden - nå jo, vi skal gerne have nye møbler i stuen inden længe. Vi var begyndt at kigge her og der, men nu har kiggeriet så stået stille i snart 4 uger, men snakken og overvejelserne er fortsat - vi er enige om, at vi ikke skal have en hjørnesofa mere og JEG er enig om, at jeg ikke vil have sort læder igen - et er så at finde noget til en pris, som gemalen synes er rimelig og noget andet at finde noget, vi begge sidder rimelig godt i - det kræver altså noget at tilgodese os begge med den højdeforskel der er på os (mon ikke det er i omegnen af 38 cm) - så det skal jeg temmelig sikkert nok underholde om nogen gange, inden vi når til vejs ende i beslutningen 😊






onsdag den 9. august 2017

Flytning, hæklede kaktusser og astma

Først undskyld til alle jer, der forgæves har kigget efter nye indlæg her på bloggen.

Jeg ved ikke lige præcis, hvad der skete, men istå, det gik jeg.

Idag får I lige en kort "up to date".

Det vildeste der er sket her, er at datteren og børnebørnene har fået deres eget at bo i.
De flyttede den 1. juli.
Det var virkelig med ambivalente følelser, at de blev sendt afsted 😕😏

Det er jo den naturligste ting og har hele tiden været meningen, at de skulle flytte igen, de har lejet et virkelig dejligt rækkehus lige indenfor byskiltet, så der er ikke 2 km ind til dem.
vi har glædet os til, at vi skulle være os to alene igen, men jo nærmere dagen for flytningen kom, jo mere kom følelserne jo også i spil - selv om de altså ikke flyttede til den anden ende af landet 😊

Den der vist havde det sværest med flytningen var Emil på 5 år - han husker ikke andet end at have boet her, de flyttede ind, da han var 1½ år. Han mente nu ikke, at de fleste legesager skulle flyttes og på anden dagen i det nye hus, vil han også godt lige vide, hvornår vi skulle hjem og spise, og da vi så havde spist i det nye hus, så vil han altså gerne vide, hvornår vi skulle hjem 😏
Men han er nu faldet godt til.
Der er nye lejere i 3 huse inklusiv deres ud af 7 huse, og der er kommet børn i alle tre, plus de børn der bor der i forvejen, så er der en pæn flok, som de kan lege med nu, og det er virkelig rart for børnene, at de lige kan banke på og høre om nogen kan lege.
Datteren er utrolig glad for huset og det kan jeg godt forstå, det er praktisk indrettet og lyst og pænt.
Hun har også ventet på at det skulle blive ledigt i det sidste år.

Vi er ved at vænne os til, at der ikke længere behøver være fast spisetid, her er stille og vi skal underholde os selv to 😊

Vi har altså ikke bare lagt på langs i den forgangne tid.
Jeg har ikke været særlig meget involveret i flytningen, men det har gemalen og datteren selv og så var der familie og gode venner, der gav en stor hånd med.
Datteren var jo så "heldig", at det hun flyttede fra ikke lige skulle lejes ud igen, så alt det, hun ikke lige var sikker på om skulle med, det bliver der stadig ryddet op på herhjemme, og gemalen rydder ud i ting, der blev sat til opbevaring herhjemme, da datteren flyttede fra København til Hobro i 2008 - det er utrolig, hvad man kan gemme på, når der er plads at stuve det sammen på 😲

Mit bidrag til flytningen har været kaktusser til børnenes vinduer

Datteren er ikke vild med at passe blomster, så de skulle jo være nemme at passe, og de her, de behøver ikke vand og bliver de for støvede at kigge på, ja så kan de da vaskes 😄

Ellers har jeg hæklet karklude og håndklæder i stor stil - svigerdatteren blev 40 år og fik en pakke i blå nuancer, der var foruden klude og håndklæder grydelapper og en kartoffelvarmer.

Datteren har fået en stor stak karklude med og der er et par stykker mere og et par håndklæder undervejs - hun vil ha' grå farver - og der er ingen billeder endnu.

De sidste to uger har jeg intet lavet - og det er virkelig intet - jeg har ikke engang hæklet, jeg har kigget lidt på facebook og set TV.
Jeg blev ramt af noget voldsom hoste, troede at jeg var blevet smittet af datteren, der faktisk har været mere eller mindre syg i 5 uger med noget virus-halløj og en grimme hoste.
Da jeg havde hostet i et væk, ingen søvn fået og min kost havde bestået af et par skiver ristede brød om dagen i en lille uges tid - ja så måtte jeg til vagtlæge sidste søndag. Han konstaterede, at infektionstallet ikke var højt nok til en lungebetændelse og mente det var noget med bronkierne, så jeg fik en inhalator og noget hostesaft til natten.
Det hjalp lidt, hosten blev anderledes, men jeg var stadig dårlig, så torsdag var det egen læge, som mente, at jeg måske havde pådraget mig en infektions fremkaldt astma - og jeg skulle prøve at bruge den inhalator, jeg havde, noget mere. Det hjalp på det, så mandag synes jeg, det gik ret godt.
Igår var jeg så nødt til at skulle have en ny inhalator, jeg sagde, at jeg havde det meget bedre, men da vi fik snakket lidt om sagerne, sagde lægen at han ikke synes, at bedring var god nok, så han vil give mig en behandling for astma - så nu er jeg udstyret med to forskellige inhalatorer.
Der vil gå et par dage, før der er virkning af den nye inhalator og jeg skal regne med 14 dage, før jeg er helt på toppen igen  - men jeg er da heldigvis bedre, end jeg har været 😏

Det må vist være nok for i dag 


lørdag den 20. maj 2017

Fødselsdage, Uldfestival, søndagstur og en aftentur ved Mariagerfjord

Jamen jeg ved da ikke lige, hvordan det er, det hele går - ja selv om vi er nået dertil, hvor jeg kalder os livsnydere, så slår tiden ikke altid til, men det er måske fordi, vi nyder det 😍

Forleden fik jeg sådan en "husker du" op på facebook, den var fra sidste år ved denne tid, og da var situationen stort set den samme, jeg havde ikke haft tid at skrive vores ferieberetning færdig, for vi havde været til fødselsdage - og ja, de fødselsdage kommer heldigvis hvert år og snart kommer også resten af dette års ferieberetning 😊

Fødselsdage
Barnebarnet Nana har fødselsdag d. 11. maj, min mor d.16. maj og datteren d. 17. maj.

Nana er blevet 7 år, det blev fejret af to gange, fordi alle ikke kunne samme dag - men det kom jo så os to gamle tilgode.
Dagen før dagen blev den fejret med kusine Laura - først med burgere på Burger King
Og så gik de unge mennesker på den anden side af gaden og spiste is på Mac Donald - det kunne vi gamle ikke klare, så vi kørte hjem.

Nana havde fødselsdag dagen før Bededag, så der var inviteret til hjemmebagte hveder og hindbærsnittekagemand - en rigtig hyggelig aften
Den tandløse 7-årige

Hun var så heldig at finde et gebis i slikskålen


Datteren og min mor er også blevet fejret, så det er, som det skal være.

Hyggetur med Nana
Jeg var med Nana ude og købe gave til hende og Emils mor.
Jeg hentede hende, da hun fik fri fra skole og så kørte vi til Hobro.
Vi skulle lige om vores bank, nu vi var i byen og så i Matas efter gaven - og så skråede vi lige over gaden til Kaffebørsen, for sådan en bytur skal jo være en hyggetur
Det var bare rigtig hyggeligt 
Jeg har også været en tur på skolen og høre Nana synge og spille - hun har gået i musikskole og der var afslutning - det var dygtige børn.

Uldfestival i Saltum
Jeg har været til Uldfestival i Saltum - jeg fik gemalen lokket med. Hold da nu op, der er bare garn i lange baner og rigtig mange mennesker, og så hørte jeg endog en udstiller sige, at der havde været en del flere dagen før. Vi gjorde ikke engang holdt inde i byen, hvor der også var masser af aktiviteter og mennesker, for en p-plads var ikke at finde i rimelig afstand.
Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har været til Uldfestival, og næste gang vil jeg forberede mig lidt mere, sådan at forstå at jeg ved, hvad jeg vil kigge efter, for jeg er typen, der bare bliver helt konfus, når jeg står midt i sådan et orgie 😲

Søndags køretur på kryds og tværs af Nordjylland
Vi fik en ordentlig køretur ud af det, da vi kørte fra Saltum, var vi nede omkring Blokhus, hvor der var rigtig mange mennesker, så fortsatte vi turen ud over Vildmosen, og kørte ad veje, som vi ikke før havde været på - gemalen har kørt en rute oppe i området, mens han arbejde, så han er rimelig kendt - men der er veje, han aldrig har været ude på - vi kørte bl.a omkring Gl. Vrå slot og kom så til Sulsted og fortsatte derfra ud på motorvejen, som vi forlod igen lige syd for Tunnelen, hvor vi kørte ud mod Hadsund. Vi kom forbi byggeriet af det nye super sygehus og lige efter kom der en vej, hvor der stod Romdrup - der havde vi aldrig været inde af, så det måtte lige prøves. Hold da nu op, så kom vi ud på landet igen gennem småbyer, som vi ikke kendte, og på et tidspunkt var vi egentlig lidt i tvivl om, hvor vi var på vej hen, men så kom der et skilt, hvor der stod Dollerup - og så var vi med igen.
Vi fortsatte turen ud over Lille Vildmose, men vi så ingen elge.
Herfra kørte vi mod Øster Hurup, hvor vi egentlig havde tænkt, at vi skulle spise til aften - men vi var faktisk ikke særlig sultne, så vi besluttede at finde på noget andet - og det blev at køre hjem og spise, og sikke heldige vi var, for datteren havde bagt pizza og de var lige præcis færdige, da vi kom ind af døren 😍

Regionsrepræsentanskabsmøde 
Jeg har sandelig også været til Regionsrepræsentantskabsmøde i socialdemokratiet - hvor Mette Frederiksen kom og holdt tale. Det var en hyggelig eftermiddag, hvor jeg mødte nogen, jeg ikke har set i mange år - og alt i alt synes jeg stemningen bar præg at positivitet, noget jeg synes, vi mangler i dansk politik.

Biografklub
Og jeg har da også været i biografklub og set "Du forsvinder" - det var nu ikke den mest fantastiske film, jeg har set, til trods for de dygtige skuespillere, der indtog rollerne.

Morfar har været på skovtur med Emil og hans børnehave
Igår var der skovtur for bedsteforældre i Emils børnehave - jeg erkender, at mit bentøj ikke er i stand til sådan en tur, så gemalen tog med Emil og de havde haft en lang og hyggelig tur med madpakker.
Morfar han var blevet træt, så han landede på sofaen, da de kom hjem, Emil trissede lidt rundt og vidste ikke rigtig, hvad han skulle finde på, for når man er 5 år, så skal man da i alle tilfælde ikke sove til middag - han hentede så Niels, dukken han selv sover ved, og den kunne sove ved morfar - og så foreslog jeg Emil, at han kunne ligge hovedet på en pude, det gjorde han og der gik ikke to minutter, så sov han


Aftentur ved Mariager fjord
I går kørte vi en hyggelig aftentur - vi bor jo i Mariagerfjord Kommune, og selv før vi blev en del af den, yndede vi i løbet af sommeren at køre en tur rundt om fjorden - det gør vi stadig et par gange i løbet af sommeren.
I aftes kørte vi ned omkring Stinesminde, hvor den lille havn lige er blevet sat i stand, derfra kørte vi ad smalle skovveje til et lille havne-sted, der kaldes Høllet - tænk, jeg har aldrig været der og jeg har boet her hele mit liv. - Det så helt fantastisk skønt ud, solen skinnede og der var både-holdere, som hyggede sig dernede. Da vi kom lidt derfra kunne jeg tage et billede uden mennesker på.

Vi fortsatte turen op omkring Låenhus, det bruges som lejerskole og ligger også helt fantastisk idyllisk.
Jamen der er bare en fantastisk natur i det område - grønne bakker med heste - skov og fjorden i baggrunden.
Gemalen vil godt have været omkring Bramslev bakker også, men nu var jeg ved at være køresyg, så det må vente til en anden dag - vi behøver jo heller ikke nyde det hele på en gang.

Et kig ind på en mark -
og så mødes man af dette skønne syn
Vi har lige været syd på
nydt synet af de skønne bjerglandskaber,
Gardasøen og Toscana,
men vi kan jo nyde noget
lige så smukt her i 
Mariagerfjord Kommune
😎


fredag den 28. april 2017

Turen fra Bakken til Toscana

Så er der igen gået lang tid mellem mine skriverier, men jeg har bare haft travlt med alt muligt og ikke mindst har det, jeg vil skrive om i dag, fyldt mine dage 😊

Vi har været på ferie i hele 12 dage 🌄

Der har længe været tænkt på en tur til Toscana, men ikke taget beslutning om hvornår, vi vidste bare, det ikke skulle være i juli måned, men lige med et tog vi en beslutning, og fik bestilt et ophold dernede. Gemalen havde et gavekort til FDM helt fra hans 60 års fødselsdag, så det skulle snart bruges og det må jo siges at være en herlig ting at have liggende, når der skal betales ved kasse 1.

Her kommer så beretningen om vores tur til Toscana.

Dag 1 - fra "Bakken" til Bergen i Tyskland
Vi startede hjemmefra påskelørdag sidst om formiddagen og havde bestilt den første overnatning lidt væk fra motorvejen imellem Hamburg og Hannover, i en lille by, der hedder Bergen. 
vi kom til hotellet, Dralle, et fint bindingsværkshus med nyere bygninger bagved, hvor i vi fik et værelse, da vi lige var kommet os over, at der var meget stille på stedet og der stod "Geslossen" på døren. Nå men da vi fik kigget os lidt omkring, hang der jo en seddel med telefonnr, som vi kunne ringe til, og vupti på mindre end 5 minutter kom værten drønnende, og alt var gjort klart til os, eneste minus var nu, at vi skulle finde et andet sted til vores aftensmad.
Værten havde straks fortalt os, hvilke muligheder der var i byen, og vi gik på nettet og kiggede lidt på menuer - og tænk sig, vi var i Tyskland og på vej til pizzaens hjemland Italien, og alligevel valgte vi en Italiensk pizzarestaurant, Da Pebbe. Et ganske pænt sted, hvor der mærkværdigvis ikke var ret mange gæster, men måske det var fordi der var påskelørdag! 
Vi spiste pizza og gik en lille tur i den lille by - koldt men ganske hyggelig.
Tilbage på hotellet fandt vi ud af, at der altså boede flere på stedet, og der var faktisk en del næste morgen, da vi spiste en dejlig morgenbuffet, før vi drog videre.
Tænk sig - jeg glemte at tage billeder her 😨

Dag 2 - fra Bergen til Saurlach syd for München 
Vi kørte ad landevej omkring Celle, desværre var der noget vejarbejde, så vi blev omdirigeret og kom ikke ind og se noget af den skønne gamle by. Vi kom ud på motorvejen igen ved Hannover og fortsatte nu turen ned gennem Tyskland. 
Vi havde ikke besluttet os for næste overnatning - helt fra vores første planlægning vil vi have været i Østrig et par dage, men vejrudsigterne var ikke gode, så derfor afventende vi og så, hvor langt vi vil køre i regnvejr, og om vi hellere vil ned i Italien og der tage et par overnatninger.
Der tisregnede og sidst på eftermiddagen besluttede vi at finde et hotel nede i Sydtyskland.
Vi bruger Booking.com - det er dejlig nemt, vi kørte ind på en rasteplads, loggede ind på Booking.com, som vi satte til at finde noget i en radius af 10 km - haha vi glemte lige at tage forbehold for, at det altså ikke burde være mod nord, hvilket det blev - men skidt, det var et dejligt hotel, Sauerlacher Post og hold da nu op, en wienerschnitzel man fik i restauranten 
Her måtte jeg godt nok gi' op -
den tallerken kunne jeg ikke tømme,
der var jo også salatbuffet ved siden af 😜
Vi fik en god nats søvn og en dejlig morgenbuffet og så satte vi ellers næsen mod Italien.

Dag 3 - fra Saurlach til Riva del Garda 
Jeg fik en pludselig indskydelse, nemlig Gardsøen, der kunne vi nemt nå ned og der vil heller ikke være mange så langt tilbage til Toscana derfra. - Jeg elsker Gardasøen - og da jeg så gik på jagt efter et hotel, dukkede Ambassador op - et dejligt lejlighedshotel, hvor vi har boet nogle gange, det kan også bookes som almindelig hotelværelse med morgenmad, det er ikke just det billigste sted, men atmosfæren på stedet er bare go' - afslappet og passer lige til vores temperament, vupti, så havde vi lige bestilt 2 overnatninger med morgenmad der 😍 
Da vi skulle dreje fra motorvejen i Rovereto blev vi lige slået tilbage til tidligere års start på sommerferier i højsæsonen ved Gardasøen - ved Mori, en lille by der kommer lige efter vi er kørt fra motorvejen, der startede så køen til Gardasøen - 

Ja jeg troede da ikke på det, men det var rigtig, hele vejen til Riva kørte vi i kø😯 - jamen det var jo sidste dag i påsken, så folk burde vel være på vej i den anden retning, men nej de kørte til Gardasøen ligesom os😊
Nå men vi kom da frem til hotellet - det har fået ny farve udenpå, men ellers var det som sidst.
Vi fik os indlogeret, fik et tiltrængt hvil og så var der faktisk aften, og vi skulle ud og finde noget mad, for der er ikke restaurant på Ambassador. Vi gik hen ad gaden til et sted, hvor vi har spist adskillige pizzaer i  tidens løb, denne gang fik jeg spaghetti carbonara og kan bare ikke huske, hvad gemalen valgte. 
Og så blev vi enige om, at vi altså også var nødt til at runde vores ynglings is-cafe - de har kirsebæris - jeg elsker det, gemalen har en ynglings spaghetti is
Ta' endelig ikke fejl, det er bare synsbedrag,
at spaghetti-isen ser så lille ud 😊
Herfra gik vi lidt bag omkring og tilbage til hotellet og så var den dag såmænd gået.

Jeg ved ikke lige helt, hvad jeg skal synes, men der var sørme et loftmaleri på værelset, ja lige over vores hoveder - tror måske det var meget godt, at jeg stort set aldrig sover på ryggen, for jeg var måske blevet lidt forskrækket, hvis jeg havde slået gluggerne op og som det første set dette syn 
Dag 4 - en dag i april ved Gardasøen 
Nu var der så blevet tirsdag efter påske, men stadig masser af mennesker på ferie - vi startede ud med en rigtig god morgenbuffet (der var rigtig kaffe - lige som vi drikker det herhjemme). 
Gemalen havde besluttet, at vi altså skulle prøve op af en bjergvej uden for Nago, en by vi kommer til lige inden Gardasøen - men den vej gik altså bare ind til et industrikvarter, men nede i Mori, der fandt vi vejen - der står til Monte Baldo, det højeste bjerg ved Gardasøen, som vi ellers har besøgt med lift fra byen Malcecine.
Vi kørte et godt stykke vej op af, men på et tidspunkt kunne vi se, at der altså var ret langt og vejene vil måske slet ikke være farbare, når vi nåede tættere på, så vi vendte igen - men fik altså set noget af Gardasøens bagland oppefra og det ser også skønt ud 😊
Nu var vi nået hen over middag og vi kom til Torbole, hvor de har et pizzaria, der reklamere med at have verdens bedste pizza - om det er rigtig ved jeg ikke, men gode er de, det var 3. gang, vi spiste der. Vi satte os inde i restauranten, for der var jo ikke helt sommervejr - det er et ungt personale og det bærer musik og udsmykningen præg af, men de er ganske søde og har styr på det. 
Et stykke pap - ja hvorfor skulle det ikke kunne bruges
til et fint maleri 

Ingen tvivl om, at de bruger gode råvarer her,
jeg er vild med artiskokker og oliven,
og det er absolut ikke supermarkedets billigste,
der er på her og lige så med skinken.
Så var det tid til en slapper - vi fik middagssøvn og læst lidt - og så var der jo lige pludselig blevet aften - det er frygtelig så stærk tiden går, når man er på ferie 😏

Vi kørte ind til centrum af Riva, fik fundet en P-plads og gik langs vandet hen til restauranterne, men uha der var godt nok køligt, men alligevel satte vi os på en af de restauranter, der har udendørsservering lige ud til søen - deres indendørs restauranter er kun for deres spisende beboere. 
Nå men der var jo markiser over og der var terrassevarmerer, meen det var nu ikke den helt vilde fornøjelse at side der i jakke og spise grillet forel, så vi gik straks vi var færdige med at spise - vi skulle have haft vinterjakker på, de lå i bilen, for der var godt nok for koldt at gå rundt i gaderne derinde i vores sommerjakker, så det var hurtigt overstået - bilen blev fundet og hjem til hotellet, hvor jeg hentede cappuccino i baren og så blev der ellers hygget med hækletøjet, som var medbragt, og som det kom til at vise sig, blev eneste gang det kom op af tasken 😮

Næste dag skulle vi videre til Toscano - så vi fik vores morgenmad, så lige Roberto, som vi ved ejer stedet - der er godt nok ikke meget direktør over ham, han kommer i sine cowboybukser, ternet skjorte og strikketrøje, han snakker med dem, han kommer til og med sit personale, og han snuppede lige en mad ved buffeten, som han gik ude i haven og spiste, alt mens han snakkede med dem, der var igang med at gøre forårs-klar derude. 
Så blev kufferten pakket, der blev betalt og vi kørte ned ad øst-siden af Gardasøen til Barolo, hvor vi forlod Gardasøen og kørte ud mod Affi, for at fortsætte på motorvejen ned til Montecatini Terme i Toscana.

Fortsættelse følger ....... 

onsdag den 5. april 2017

Mor/datter tur - Korsbæk på Bakken, Saturday Night Fever, ren hygge

Datteren og jeg var for 2 år siden i København og se Dirty Dancing og havde dengang en rigtig god oplevelse, så da billetterne blev sat til salg til Saturday Night Fever, sad vi klar til at bestille igen 😃

Vi fik diamond billetter til d. 1. april - så i fredags, da datteren kom fra arbejde, satte vi næsen mod København/Frederiksberg.

Vi havde bestilt værelse på Cabinn - høhø det var godt nok lille det værelse, men vi skulle heldigvis ikke opholde os der ret meget.
Vi ankom ved 18- tiden i det mest fantastiske vejr, så vi skulle bare ud i byen og finde noget mad.
Datteren har jo boet nogle år på hjørnet af Jagtvej, med Falconer allé lige på det andet hjørne, så der er hun godt kendt og vi kørte derhen - hold da nu op, der var mange mennesker på gaden og fyldt på restauranterne - vi havde slet ikke tænkt på, at der jo også var Saturday Night Fever i Falconer Salen den aften, så der vil selvfølgelig være mange ude at spise der omkring - men vi fandt den restaurant, vi havde udset os, og var heldige, vi tror, at det var folk, der skulle i Falconer Salen, der var ved at gå, så vi ventede lige 10 min., så var der et bord til os.
Restauranten hedder La Vecchia og er et rigtig hyggelig sted med god mad.


Vi spiste begge to Vitello tonnato til forret


Datteren valgte en pizza til hovedret,
de laver rigtig gode pizzaer
Jeg valgte en pastaret med hummerhaler
til hovedret
Da vi gik fra restauranten ved 21-tiden, var der stadig rigtig mange mennesker på gaden og de sad udenfor på cafeerne - vejret var altså også helt fantastisk.
Tilbage på hotellet fik vi lige finalen i X-faktor med og så var det ellers til sov-strup.

Datteren er større Matador-fan end mig - så vi havde besluttet, at vi vil bruge lørdagen på at se "Korsbæk på Bakken" - og havde bestilt rundvisning med frokost.
Vi skulle være derude allerede kl. 10.30 - så mutter her, hun måtte jages ud af fjerene, hun er nemlig et B-menneske - det er datteren bestemt ikke, der ligner hun sin far - de er udpræget A-mennesker, så hun ventede utålmodig på morgenmaden 😏
Vejret var stadig helt fantastisk dejlig til at der var d. 1. april - vi nød køreturen ud til Bakken, vi kørte gennem Jagtvej og kom forbi et par steder, hvor datteren havde arbejdet i sin Københavner-tid og kørte en del af vejen langs den rute, hun havde cyklet daglig, da hun arbejde på DTU og boede på Østerbrogade  - så der var mange minder 😊
Ude af København kørte vi gennem Ordrup og hold nu op, en forskel - man kommer fra højhusbyggerier, hvor ikke alt er lige pænt vedligeholdt og så over til rigmands-villaerne - og der midt i det hele på vejen gennem det fine kvarter - hvad skuer vores øje der på fortov/cykelsti - en hest med rytter og rytteren så ud til at være en ældre mand - det var bare et mærkværdig syn 😎

Vi ankom til P-pladsen ude på Bakken og der var godt nok god plads, så vi kunne holde ret så tæt på indgangen - og så begyndte vores dag i Korsbæk-minderne.
Vores rundviser - han var rigtig god
Først var vi på besøg hos Larsen og Katrine





















Herberts skrivemaskine




















Man kan bestille mad i Katrines køkken,
og der var dækket op til gæster.





















Så gik turen til 


Lysestager i vinduet
fundet i Lisbeth Dahl's kælder
En fortælling om en kakkelovn
lavet i træ

Avisen på Hans Christians skrivebord

 
Og vi var i Lauras køkken 

Man kan også bestille sin frokost hos Laura :)
Så var der jo 




Og ikke at forglemme

Og så gik vi først på Jernbanehotellet



















og så på Postgården, men det kommer der billeder af længere nede

På Algade udenfor Banken, holdt Varnæs fine bil


Og vi sluttede rundturen med en forfriskning,
som vi indtog midt på Algade i det skønneste vejr,
mens vi oplevede lærer Andersen på Misses altan :)


Der er meget mere at se og rundviseren havde masser af gode fortællinger om det hele.

Vi havde bestilt frokost på Postgården
Vi havde bord med udsigt til Bakken,
 og der kom rigtig mange besøgende,
på denne skønne forårsdag
Og der kom sandelig også kendte på besøg
på Postgården

Der var oberst Hackel,som holdt auktion
over Maud's maleri
Der var Bols og Agnes


Maud og Misse kom også forbi
Maud hilste sandelig på :)







































Alt det oplevede vi, mens vi nød en dejlig frokost, 
som vi var ved at glemme at tage billeder af, for vi skulle jo både følge med i,
hvem der gik forbi udenfor og alt det, der foregik indenfor 😍

Da vi var på vej ud, kom Maud igen sammen med Hans Christian Varnæs,
der var trængsel på Postgården, på denne skønne forårs dag 😎😍

Vi nåede ikke mere på Bakken denne gang, for vi skulle nå tilbage på hotellet, hvor vi lige fik et hvil, et bad og en omklædning, inden vi skulle videre til Falconer salen.

Vi havde jo købt Diamond billetter og så følger der noget med.
Vi havde fået en besked om, at det var en god ide at komme til kl 19, så det gjorde vi.
Der er velkomstdrink og gratis garderobe ovenpå, og Silas, Amalie, Bodil og Allan stillede op, så dem der gerne vil, kunne få et billede sammen med dem.
vi havde fået billetter på 1. rk sådan næsten midt for, og det var så tæt på, at vi kunne have øjenkontakt med skuespillerne. På vores pladser stod en pose med forskellige dejlige ting - et program, en CD, en lille pose chips, chokolade, lakrids og vand og en lille flaske shampoo og lidt andet reklame på papir - i pausen var der der igen et glas champagne.
Det var en rigtig flot forestilling - vi nød den virkelig - og kan kun anbefale at gå ind og se den, hvis man har muligheden. 

Vi havde snakket om, at vi nok hellere måtte finde noget natmad, før vi tog tilbage til hotellet, men vi var ikke vildt sultne og vi var også ved at være trætte efter dagens mange oplevelser, så vi gik ind i 7eleven og købte en sandwich og så gik vi lidt længere ned af gaden, for der var en meget lang kø til taxaer oppe ved Falconer Salen - og dernede fik vi ret hurtig en taxa.

Søndag spiste vi morgenmad og så gik turen hjem til "Bakken" igen - vi holdt dog lige i Ringsted, hvor de har en lille Outlet-by, og datteren fik købt billigt nyt tøj til børnene - oveni outlet-priserne var der yderligere 20%, så det var en god dag, vi kom der forbi 😊

Nu er der så ved at være hverdag igen - men mon ikke dagene snart vil byde på lidt af hvert, forhåbentlig godt - påsken nærmer sig og foråret er over os.

Men inden da skal vi  til begravelse - faktisk to på en og samme tid - gemalen har to fætre, de var brødre, som er døde med to dages mellemrum - det er meget mærkelig at tænke sig. Den ene var ungkarl, den anden efterlade kone og børn - de nåede at blive i 70erne begge to - vores tanker er ved de efterladte - ære være deres minde.

Livet skal leves,
mens vi har det og mens vi kan det