Søg i denne blog

lørdag den 23. januar 2016

Ynk - ynk, om der er lidt mand i mig, det ved jeg ikke, men en lille hæklet snemand er der

Jeg starter lige med at erkende, at her i huset er det mig, der skal have "mande-etiketten" på, når det handler om sygdom - jeg bliver forfærdelig pylret, når jeg bliver syg.

Vi har alle her i huset, sådan lidt på skift, været ramt af snot og hoste de sidste par uger.
Jeg blev "ramt" sidste torsdag af snot og lidt hoste, men jeg synes nu ikke, det var så slemt, som det andre gange har været og allerede mandag synes jeg, det var meget bedre - men her var den så gal med blodtrykket - jeg får noget medicin, som giver hævede ben og det havde vi (lægen og jeg) aftalt, at jeg skulle prøve at af med, men det gik altså ikke - så jeg måtte en tur til læge og have ordineret noget andet medicin.

Nå men tirsdag morgen synes jeg, jeg havde det fint, men tænk så begyndte jeg at få ondt i halsen - hele natten til onsdag sov jeg stort set ikke, fordi jeg bævrede som espeløv, uanset hvor meget tøj, dyne og tæppe jeg dækkede mig til i, og så blev der onsdag morgen og det var så her, der gik  "mand" i mig - jeg havde 39 i feber og der sad "mindst to skarpe knive i min hals" og hindrede stort set alt i at komme igennem halshullet :(

Så en tur til lægehuset var igen nødvendigt - et stik i fingeren og en podning i halsen, hvilket stort set er umuligt at gøre på mig, jeg kan altså ikke gøre for det, men så snart sådanne fremmedlegemer kommer forbi bageste kindtand, så er der noget, der hvisker "kast op" - nå men blodprøven viste, der var baktusser i mig, så jeg blev sendt hjem med 3 penicillin piller i hånden og kunne hente resten på apoteket til aften.

To dage foregik stort set i min seng og uden mad og drikke, med masser af selvmedlidenhed og uudholdelig ynk for resten af familien - men vupti så havde penicillinen gjort sin gavn og jeg kom da op at sidde igen torsdag sidst på dagen og igår var jeg oppe hele dagen, dog mest i siddende tilstand.

Men i dag er jeg feberfri, knivene i halsen er flyttet igen, mit blodtryk er rimeligt, men hold da nu op, hvor er jeg svimmel (om det nu er den nye blodtryksmedicin eller eftervirkninger, ja hvem ved) og min mave det rumler og skrumler og skramler - kroppen skal vist lige finde ud af at fungere igen.
JEG ER OG BLIVER PYLRET,
NÅR JEG FÅR FEBER.

Ja - det har været dage hvor tankerne om kcal, næringsindhold og sundhed har været ikke eksisterende og også unødvendigt, vægttabet kom helt af sig selv - nu skal jeg så bare lige have godt fat i den gode stil igen, så hele vægttabet ikke sættes over styr, når kroppen nu igen kalder på føde.

Hækling er det ikke blevet til meget med den sidste tid, men jeg er igang med at hækle små snemænd til troldegrenen - der er to helt færdige og to næsten færdige - det er efter fri fantasi - opskriften får jeg nok skrevet ned og lagt ind, når jeg får lavet de sidste.

hatten har en lille ekstra dut oveni,
jeg snakkede vist for meget :(
og kom til at klippe ophængsnoren over,
og så kunne jeg ikke få fjernet det hele,
fra den første snor, uden at jeg vil ødelægge hatten :(