Søg i denne blog

mandag den 11. januar 2016

Tomatsuppe og lidt smalltalk

Så er julepynten ved at være ryddet væk, jeg kommer dog stadig til en ting hist og pist, jeg synes ellers, jeg gik ret systematisk frem  - men en nisse er faldet ned bagved, et par julemændskrus i skabet skal af vejen, nogle julegrene med røde bær, som kan gemmes endnu et år, ja de ser jo fine ud i vasen, men nu må de lægges i "sommer-hi", men så er det vist også kun lidt småting udendør, men de må gerne stå lidt endnu og lysene på havehegnet, de får lov at hænge måneden ud.

Vi har haft en weekend med sne - det er slet ikke så tosset på denne årstid, når nu det kan finde ud af at falde med måde - børnene nød sneen :)

Jeg blev indendøre og fik gemt de sidste af mine gamle billeder over på on-drive, så de er i sikkerhed, hvis computeren skal gå ned, den teer sig nemlig lidt tosset engang imellem - det er nu meget sjovt at sidde og kigge billeder - det er helt enormt en udvikling der sker med børnebørnene i løbet af et par år - man mindes lige et og andet, en dejlig familiefest, en god ferieoplevelse eller bare lige et øjebliksbillede, man  har været heldig at knipse :)

Min mormor, med et smil på læben,
sådan kendte vi hende heldigvis bedst,
hun døde i december 2014 
Ellers går en stor del af tiden op i mad, veje og taste, læse en opskrift, finde på en opskrift og få den skrevet ned - igår stod den på tomatsuppe, jeg elsker det, men hos resten af familien er det ikke just en hof-ret, men når jeg serverer med nudler, kød- og melboller ved siden, så får alle noget at spise  - man kan også vælge at komme noget helt andet fyld i, måske lidt rejer, en rest fisk eller kylling eller bare nogle flere grøntsager, som ikke blendes - opskriften den får du lige her :

Tomatsuppe
1 spsk olivenolie
150 gr finthakket løg
100  gr fintsnittet bladselleri
350 gr finthakket gulerødder
1l. tomatsaft - (der kan bruges 2 ds tomater)
1 lille dåse tomatkoncentrat
½ l grøntsagsboullion (1 terning+vand)
200 gr. flødeost - naturel eller med urter
(der kan fint bruges light ost)
Grøntsagerne svitses i olien, de må ikke blive brune,
løgene skal være klare.
Væden tilsættes og koges op,
det blendes, jeg bruger stavblender,
osten kommes i og det simrer til osten er smeltet.
Smages til med salt og oregano.

Der er ca. 10 portioner af 2½ dl og 1 portion giver ca 110 kcal.
Jeg spiste 1½ portion med 35 gr melboller, 35 gr kødboller og 25 gr kogte nudler og fik i alt 430 kcal.