Søg i denne blog

mandag den 19. september 2016

En weekend med gamle ting og sager, nybagt morgenbrød, hindbær og tomater og køkkenhavesnak

En hjemmeweekend - stille og rolig og vist også tiltrængt - jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men sådan er det jo bare engang imellem - også selv om man er hjemmegående :)

Fredag var jeg i bio med min mor, søster og datter, vi så "Florence" en rimelig god film efter min mening - på sin vis ret morsom på den anden side også til stor eftertænksomhed - tænk, hvad der kan lade sig gøre, hvis man har selvtilliden og troen på, at noget kan lade sig gøre og altså pengene til at gennemføre det :)

Lørdag påbegyndte jeg en hovedrengøring af stuen, men nåede ikke ret langt i det - men lidt er bedre end intet - men tiltrængt er det.
På sådan et tidspunkt kan jeg da godt tænke, at datteren har ret, når hun siger, at jeg har en forfærdelig masse pynteting i stuen, selvom jeg egentlig ikke synes det.
Der er ikke meget af det, der er mange kroner værd, men det er af stor affektionsværdi for mig - arveting, som har stået i mine bedsteforældres stuer, eller hos min svigerfamilie.
Noget af det kalder mine børn for "husets rædsel" og jeg kan huske, at min datter og hendes veninde engang truede med at melde mig til en eller anden TV-udsendelse - ej hvor var jeg blevet tosset, hvis det var sket :)
I lørdags, da datteren lige vil give en hjælpende hånd med at tørre nogle ting af, siger hun "jeg kender altså ikke andre end dig, der har tallerkner og den slags til at stå til pynt" !!






















Nå men jeg har altså noget af det gamle kaffe/spisestel, som stammer helt tilbage fra min biologiske mormor's tid - jeg har aldrig kendt hende, hun døde da min mor var 6 år - men stellet det har været brugt meget igennem hele mit liv, først hos mine bedsteforældre og så hos min mor, og alligevel er der stadig noget tilbage og nu er det blandet med det, der kom fra mine svigerforældre, som altså havde haft det samme stel :)
Glassene der står på tallerkenrækken er fra min farmor og svigermor, de fleste er skåret i foden og jeg overvejer med mellemrum at kassere dem, men kan ikke få mig til den.
Det passer fint ind med vores gamle tallerkenrække, som iøvrigt også kommer fra min morfar, og kommode og buffet eller hvad sådan et skab nu kaldes :)
Nå men jeg nåede stort set heller ikke mere end at få vasket de to møbler og tingene derpå af -  så det blev ikke til en større hovedrengøring :/

Søndag morgen stod jeg op til duften af nybagt brød
Det er datteren, der er mester i gærbrød og hun havde tilbudt en kusine at bage, og det kom så også vi andre til gode.
Det er jo en dejlig start på dagen :)

Igår plukkede jeg hindbær


Hold da op, de har haft godt af det gode vejr, der har været den sidste uge - vi synes ikke rigtig de blev til alverden i år, og mange gik til, fordi der regnede og blæste meget - men nu har vi fået hindbær i fryseren og vi har også fået lavet lidt i marmelade - og vi er ikke færdige med at plukke :)

Jeg hentede også tomater ind - 3 - 4 kg
Store og flotte er de blevet og de smager også udmærket - jeg vil nu hellere have de små tomater, men sådan er det altså ikke i år.
Sidste år kogte jeg saft af tomaterne og frøs ned, og det har vi haft stor glæde af, men i år prøver jeg noget, der er nyt for mig - jeg flår tomaterne og fryser dem ned.
Det tager ikke nær så meget tid og vi får glæde at stort set hele tomaten - i går skar jeg dem i småstykker, så de bliver ligesom en dåse hakkede tomater - de næste skal fryses hele - for der er mange røde tomater på vej endnu.

Agurkerne er slut - de var stort set færdige med at levere, og så begyndte der at komme spind - så var det bare ud med dem, men de har også gjort det godt.

Gemalen har fået lagt løg på lager til vinteren - sidste vinter havde vi løg lige til vi begyndte at tage af de ny, og ja vi har endda smidt lidt ud - de foregående år har vi døjet med at løgene rådnede - så vi håber, at vi har gjort ligesom vi gjorde sidste år, og det er metoden.

Min mor har syltet de første rødbeder og der er masser endnu, der gerne skal syltes hen over vinteren - men det er stort set også hvad vi har fået ud af køkkenhaven i år - der er også plukket lidt bønner og kommet et par poser i fryseren, vi har også fået lidt gulerødder i løbet af sommeren og masser af fine kartofler - så når jeg tænker efter, har vi da fået lidt ud af det, selvom vejret ikke har været med os, gemalens interesse forsvandt og min ryg ikke synes om at arbejde derude.

Lige nu og henover vinteren overvejer vi altså helt alvorligt, om vi kan lave køkkenhave på en anden måde eller om den skal nedlægges.

fredag den 16. september 2016

En uge med børnepasning, sommervejr og efterårsblomster

Det er jo fantastisk - man må da vist sige, at vi nu bliver kompenseret for noget af det elendige sommervejr, vi har haft i år :)
28 gr har vi rundet her på "Bakken" de sidste par dage og mon ikke også den kommer godt derop af i dag - kl. 9 stod den på 18 gr.

Det er lidt underligt at plante efterårsblomster i krukken i det her vejr, men det var altså det, jeg gjorde i går
Er det ikke fantastisk - 39 kr,
det var prisen i Lidl for 6 planter.
Jeg er ellers ikke den, der ynder at købe planter i supermarkeder, det gør jeg helst på et gartneri/planteskole - men det her tilbud kunne jeg da ikke stå for - jeg købte dem for en lille uges tid siden, og fik så ikke lige tid til at plante, men til trods for det, så havde planterne et pænt rodnet, så mon ikke jeg har været heldig og gjort en god handel der :)
Nyd lige den skønne morgenudsigt
lidt diset men solen er igennem
og det er altså d. 16. september :)


De sidste par dage har der været brugt lidt tid på "krudtuglerne" her,
som jeg lige har fået nye billeder af :) 
Det er vist kun ham i midten, vi stadig kan kalde en krudtugle, han hedder bestemt ikke Emil for ingenting :) Han er en rigtig dejlig dreng på 4 år, hans fantasi fejler ikke noget og han er rigtig god til at lege med sig selv.
Laura, ja hun bliver 10 år om et par måneder, hun er en stor pige, som helst tegner eller spiller, men hun kan nu også godt lege med lego friends og barbiedukker, eller hvad de nu hedder, dem de har nu om dage. Når Laura har digte og rim for i lektierne, så er det mig, der gerne må bistå, og det gør jeg gerne, jeg synes, det er helt vildt, hvad de allerede skal lære i 3. klasse, ja hun er lige startet i 4., men det var altså i 3. vi startede med rim og digte - at hun sagtens kan selv, det er så noget helt andet :)
Her i 4. klasse er hun begyndt at have håndarbejde, hun syr - spændende, om der kommer en fælles interesse med mig.
Nana hun er imellem de andre to -  6 år er hun og lige begyndt i 0'te klasse og føler sig rigtig stor, men hold da nu op, der er også masser af fjolleri i hende, men også en enorm lyst til at lære - hun skal fortælle mig, hvad hun har lært hver dag, når hun kommer hjem - og indtil videre fortæller hun troligt, der er dog dage, hvor hun er så træt, så det altså lige må vente lidt, men inden hun skal i seng, så har jeg fået det at vide :) Tænk sig, de lærer engelsk i 0'te klasse - det er altså vildt :)

I onsdags hentede jeg Laura, da hun havde lært lektier, og det passede med at Nana og Emil kom hjem, så de kunne nå at lege lidt før spisetid.
Jeg havde stegt en hel kylling fyldt med citron, hvidløg og persille, men også sikret mig med en pakke underlår til ovnen, hvor der alligevel skulle bages hasselback kartofler - lige nu er Nana ikke så begejstret for kartofler, så forleden havde vi en snak om, at man jo kan få kartofler på mange måder bla. som hasselback, men det var Nana ikke helt sikker på, at hun vidste hvad var, så det måtte vi gøre noget ved :)
Hasselbackerne, kyllingelår og agurkesalat det var et hit.
Da vi havde spist kørte jeg hjem med Laura og var hos hende til forældrene kom hjem.

Igår hentede jeg også Laura, da var hun tidligere færdig med lektierne og kunne komme med og hente Nana i SFO'en og Emil i børnehaven - de to vil så gerne vise frem for den store kusine og alle blev hentet af farmor/mormor :)
Sønniken skulle hente Laura, så han kom til aftensmaden, som stod på forloren hare - og så kan det nok være, at Nana kunne spise kogte kartofler, for "syltetøj-sauce"  (det kalder vi saucen til den forlorne hare)  -det kunne få dem til at glide ned:)

Nana og Emil bor jo her med deres mor, så vi ser dem de fleste dage og spiser sammen med dem, men det er ikke særlig tit, at vi som sådan passer dem, men det sker da, at datteren skal noget, så i denne uge skulle de mandag køres om morgenen og tirsdag puttes om aftenen, men her er det faktisk morfar, der træder til - jeg friserer bare Nana inden hun skal afsted om morgenen :)

Laura har vi heldigvis også tæt på. Vi ser hende ikke så tit, men tit nok til vi kan følge med i hendes liv - der sker jo meget, når de bliver så store :)

Vi er privilegerede "bedsteforældre" - 
ja vi er både farmor/mormor og farfar/morfar - 
det var mit ønske, da Laura kom til verden, 
men hold da op, hvor jeg selv kløjs i det inde imellem :) 




tirsdag den 13. september 2016

Agurker syltet som asier og semidried tomater

Hold da op et fantastisk september vejr, vi har - det er virkelig skønt :)

Vores tomater har været længe om at begynde og blive røde, men nu tager da pokker ved dem i det her dejlige vejr - men det er godt nok, for hellere røde end grønne tomater :)

Igår plukkede jeg sådan en kurvfuld

en stor del af dem blev skåret i stykker,
til semidried tomater


Jeg drysser tomaterne med salt og rørsukker, og drysser friske krydderurter over, jeg har brugt timian, oregano og rosmarin - og så drypper jeg med olivenolie.
To plader kom i ovnen på 70 gr varmluft og stod der i 8-10 timer, det vil sige, jeg tog nogen ud efter de 8 timer og så kom resten ind igen et par timer mere - og så var der 3 små glas lækre semidried tomater :) 

Idag er der bare rigtig mange modne tomater igen 
det er ca 1/4 af vores planter,
men der er ikke helt så mange tomater
i de resterende planter.
Af uransagelige årsager, så har vi kun store tomater i år - og jeg elsker ellers de små blomme- og cocktailtomater og gik i den tro, at vi også havde sat nogen af dem - men sådan var det altså ikke :(

Agurkerne er ved at være på det sidste, men de giver stadig en del, de har givet rigtig godt i meget lang tid.
Jeg syltede en del igår og hentede så denne bøttefuld idag 
En del af dem er lavet til agurkesalat nu :) 
Så nu står der lidt, der skal sættes på lager til der ikke er flere friske agurker.
Hov der mangler to glas agurker på billedet :) 
Jeg har for nogle uger siden syltet agurker - vi prøver os lidt frem med metode og smag, for dem jeg syltede sidste år blev alt for stærke og nogen for "slaskede" - nogen af dem, jeg har forsøgt mig med i år, synes gemalen er for salte, så nu har jeg kombineret to opskrifter og ændret lidt på mængder af sukker og eddike og tror og håber, at jeg har opnået den konsistens og sur/søde smag, vi foretrækker her i huset.

Her kommer opskriften

Agurker syltet som asier
1½ l eddike
1 kg sukker
50 gr salt
ca 1/3 af et brev syltekrydderier
Dette koges til sukkeret er helt opløst og sættes så til afkøling.

3-4 kg agurker (jeg har kun skoleagurker)

En del af dem, bliver skrællet, skåret igennem på langs, kernerne fjernet, og så drysses de med salt og sættes i køleskabet mindst 2 timer.
Herefter skylles de rigtig godt i koldt vand og kommer i glas, jeg bruger lidt høje syltetøjsglas, i år har jeg skyllet glassene med atamon, jeg plejer at bruge en sjat vodka til det, men var udgået - glassene passer i højden med længden på skoleagurkerne.
Jeg lægger glasset ned og stabler dem meget tæt og så hældes den afkølede eddikeblanding over og glasset lukkes.

De resterende agurker skærer jeg i skiver med en kniv, ca. ½ cm tykke og kommer dem i glas og hælder eddikeblandingen over.

Begge slags forbliver sprøde.


For første gang i flere år er det lykkedes rigtig godt med en peberfrugtplante, uden den er blevet luset og smidt ud - der er flotte store grønne snackpeber i den - jeg venter og venter, men er nu ved at opgive håbet om, at de skal blive røde
Vi har taget nogle stykker
og de smager rigtig godt,
 som grønne peber nu skal

lørdag den 10. september 2016

Miniferie med overnatning på Nørre Vosborg

Vi har lige haft to skønne fridage her midt i ugen - at kan gøre det, det er jo et af de privilegier, der følger med, når man begge bliver "hjemmegående" :)

Gemalen havde fået et gavekort til en overnatning på Nørre Vosborg, som vi først har fundet tid til at bruge nu - det er et par uger eller mere siden, vi bestilte opholdet, så vi var ualmindelig heldige med vejret :)

Vi har tidligere besøgt Nørre Vosborg, men ikke overnattet der, det er et dejligt sted.
Det var en fin oplevelse, dejligt værelse, skønne omgivelser og en lækker morgenbuffet :)
Værelse 41 i den gamle bygning
Man kommer ind i en entre og møder
dette skønne syn ind i værelset
pænt stort værelse og et fint badeværelse
Udsigten fra vores indgang,
slottet anes lige bag træerne,
og voldgraven løber dernede mellem træer og grøftekant
Vi benyttede lejligheden til at køre en tur omkring Nissum fjord, det var en skøn tur med høj sol og blå himmel og en udetemperatur på 27 gr kl. 16.30 d. 8. september - det var skønt.
Ude på tangen, som er mellem fjorden og Vesterhavet ligger Thorsminde, der var ved at være lukket ned for sommeren, men der var nu en del turister derude.
Det er en fiskeri-by med den charme, som disse steder har - det må være fantastisk at kunne se hav og fjord, når man færdes der, men at bo der hele tiden, det kunne jeg ikke forestille mig, jeg tror, jeg vil føle mig fanget af vandet.

Vi kørte ud til Fjaltring strand, der var virkelig skønt, og der var stadig en del mennesker sidst på eftermiddagen, som badede og tog solbad



Vi endte med at køre ind til Holstebro og spise vores aftensmad på Jensens Bøfhus, fordi det kom til at passe tidsmæssig med vores tur - vi havde ellers udset os en kro, men det var lige lovlig tidligt at spise, da vi kom dertil.
Vi kunne også have spist på Nørre Vosborg, men gemalen er ikke den, der sætter den helt store pris på gourmet mad, og ingen tvivl om, at de laver lækkert mad der, vi har været der til Brunch til svigerindens fødselsdag og det var godt, men priserne er også derefter - så det skal være når man virkelig har lyst til at flotte sig og nyde en rigtig god menu :)

Da vi kom tilbage til Nørre Vosborg gik vi en tur rundt og så på stedet, ja jeg glemte at tage billeder, men skønt er der.

Dagen efter spiste vi en lækker morgenbuffet, med hjemmelavet marmelader, juicer, siruper og skønt brød, pålæg, ost, scrambel eggs med bacon og pølser, varm leverpostej og pandekager, frugt og kager - ja der manglede bestemt ikke noget :)
Det var lidt sjovt at se de mennesker, der var der - der var ganske få yngre mennesker, resten var på vores alder eller ældre - altså vi blev bevidste om, at vi altså er gået ind i den tredje alder, den alder, hvor vi ikke længere arbejder, men kan bruge vores tid, som det passer os - øhh ja, hvordan føles det så - for mig måske en smule skræmmende og på den anden side er det jo en fantastisk frihed at have i en alder, hvor vi stadig kan gøre en masse  - hmm det kan der vist skrives et helt indlæg om en anden dag :)

Efter den skønne morgenmad og gode kaffe, kørte vi videre sydpå, ned over den vestjyske hede - der er godt nok fladt derude - vi kørte ned til Esbjerg, hvor jeg vil se "de hvide mænd".
Det var et smukt syn i solskin - vejret var lige så fantastisk som dagen før - så vi nød at komme ud og kigge på havet og kunne så gå og fundere over, hvad "de hvide mænd" ser deroppe fra - og om de er gået ind i den tredje alder og har al den tid, de ønsker til "bare" at sidde, nyde og fundere over livets glæder :)

Gemalen er altså 192 cm høj,
så det giver lige en fornemmelse af,
hvor store mændene er :) 






















Herfra tog vi så motorvejen tværs over Jylland, for at fortsætte ned til Tyskland for at handle, nu vi var ude at køre - jo jo vi kan godt li' at køre bil :)
Man kan vist godt sige, at vi tog Jylland lidt i zig zag :)

Vi nåede hjem, så jeg kunne se 
Vild med dans :) 


torsdag den 8. september 2016

På barselsvisit med hjemmelavet gave

Langt om længe fik vi det hele til at gå op i en højere enhed og kom på besøg hos min nevø, som har fået sit første barn - hun er da så skøn, tænk at vi først nu fik det til at passe ind med et besøg, hun er snart 3 mdr gammel - så hun kan både holde hovedet og smile og småpludre :)

Jeg har været igang med tingene til Liva i lang tid, men selvfølgelig først gjort de sidste ting ved det, i dag, men sådan er jeg jo altså, det skal vente til sidste øjeblik :/

Jeg har hæklet et nussefår efter denne opskrift - jeg brugte økologisk bomuld Alba.

En barnevognskæde med ugler - et ønske fra Liva's mor - opskriften er flere år gammel og fra Hjertegarn - jeg har lavet lidt om på næsen, sat sikkerhedsøjne i og lavet kroppen et par omgange mindre.

Og så måtte der lige prøves med et par savlesmækker :)
Denne opskrift er fra Glaphuset rigtig nem at gå til - øjne og mund har jeg set et eller andet sted, og selv kreeret hertil


Den her pynte-savlesmække er en købe-opskrift

Den indpakkede gave, som blev taget godt imod :)

mandag den 5. september 2016

Der bliver hæklet lidt af hvert, passet børn og plukket i drivhus og hindbærbuske

Tiden den drøner afsted - synes da lige jeg skrev et indlæg i går - men det er jo 10 dage siden!!
Nå men det er vel fordi tiden den går godt :)

Og hvad er tiden da så gået med ?
Hverdags-snak
I sidste indlæg skrev jeg, at jeg var blevet genindkaldt til mammografi - så der blev planlagt efter en ny tur til Aalborg Sygehus - men ju-hu dagen før jeg skulle derud, blev jeg ringet op, de beklagede, men det var en fejl, mine billeder var fine og der var ikke noget at komme efter, lægen var bare ved en fejl kommet til at trykke på gen-indkaldelses-knappen :)

Nå men vi tog nu turen derud alligevel, for jeg havde bestilt en tid til blodprøver, så vi kunne slå to fluer med et smæk og undgå en tur til Hobro - den tid kunne være lavet om, men vi havde alligevel nogle indkøb, der skulle gøres.
Børnebørn
Forleden havde vi bordet fyldt med børn til aftensmad - sønnike og svigerdatteren skulle til forældremøde på Lauras skole, og de havde også børnene, de har i aflastning den dag, så vi skulle passe dem alle tre - de er så også lige uden køkken fortiden, fordi de er ved at lave et nyt køkken, så det nemmeste var, at de kom her og spiste - og det nød Nana og Emil jo også :)
Dagligstuemøde
Jeg har sørme da også været til "dagligstuemøde" i Socialdemokratiet, hvor EU Ole var og fortælle om sit arbejde og situationen i EU - det er rigtig hyggeligt, at diskutere politik på den måde og fantastisk, at nogen har rammerne til at indkalde til sådan et møde :)
Ellers har det været stille og rolige dage.

Nu går det stærkt med vores tomater :) 

Der er mange røde hver dag, 
så det er med at få mad på bordet med tomater i/på. 
Igår stod den på hjemmelavet pizza 
Det var så lige resterne :)
Der er stadig masser af agurker, og jeg har fundet vores ynglingsopskrift på syltede agurker nu, så der skal syltes :)
Der er masser af hindbær - datteren lavede marmelade igår og der er kommet lidt i fryseren.

Hækling og lidt syning
Jeg har syet frugtposer til niecens dejlige Arthur 

Meget ens, men der skal jo også være en vis genkendelseseffekt - den hæklede traktor er efter fri fantasi, jeg får lige opskriften skrevet ned og lagt ind under fanen "hækling" en af de næste dage.
Jeg må have gang i en orange mere, for Emil var bestemt ikke tilfreds med, at han ikke havde en med orange traktor - han har en med rød traktor og bruger ikke længere frugtpose, men han skal så have en lille taske med en orange traktor, for hans rygsæk, som han plejer at få madpakken med i, er gået i stykker :(

Forleden aften kom jeg lige igang med at hækle en grydelap 
Det var en opskrift, der var i et lille hæfte, der var med Hendes Verden i sidste uge - ret nem at gå til, jeg gav den en ekstra omgang, fordi jeg godt kan li' store grydelapper og de kryber gerne lidt i vask.

Jeg har sørme da også fået hæklet en pokemon-ball til Laura :) 
Den er hæklet efter Denne opskrift - jeg har bare kommet fyld i i stedet for en kugle.

Nu har jeg så lige gang i en rund grydelap - så det kører for mig - men nu er vi jo også gået ind i efteråret og i aften starter jeg igen i Nørkleklub :)