Søg i denne blog

mandag den 20. april 2015

Dirty Dancing - en dejlig Københavner-tur

17. april 2014 
bestilte datteren billetter til 
Dirty Dancing d. 18. april 2015 - 
og mor her skulle jo med :)
Vi har glædet os til den tur et helt år - så det blev rigtig spændende, om nu forestilling og hele turen kunne leve op til vores forventninger :)

Når nu vi skulle til København, ja så skulle vi da have en tur ud af det - så alle sejl blev sat til, vi bestilte hotelværelse på Copenhagen Plaza - lige klods op af hovedbanegården og overfor Tivoli

Udsigten fra værelset 
Det var et gammelt, men hyggeligt hotel, som tydeligt bærer præg af at have været et meget fint hotel, hvor de kendte er kommet gennem tiderne.
Der var det, der skulle være på værelserne, servicen var i orden og morgenmaden lige så og vi havde ingen gener af lyd fra togene. For første gang har vi været så "fint" et sted, at jeg bare afleverede bilnøglen og så blev bilen kørt i P-kælder et eller andet sted og afleveret lige udenfor døren igen, da vi skulle hjem :)

På turen over ville datteren gerne holde i Ringsted, hvor (hvad mange måske ved) der er en "outlet by" - ja det er nærmest som Storcentret, men uden tag over, en masse små butikker, hvor kendte mærker og for mig også ukendte mærker sælger deres outlet-varer.
Vi skulle se på børnetøj og der blev lige købt en stak med hjem fra noget, der hedder Pomp de Lux.
Og så gik turen videre til København, hvor jeg fik bilen manøvreret gennem myldretids trafikken fredag sidst på eftermiddagen - uden at få buler og genere alt for mange andre bilister ;)

Vi fik os indrettet i værelset og gik så ud i byen og spiste dejlig italiensk mad - jeg fik Spaghetti Carbonara.
Og så var vi klar til at finde vores seng efter en lang dag.

Lørdag formiddag tog vi en tur ud til Torvehallerne - hold da nu op, det er for sådan en landbo som mig, et helt utrolig dejligt sted - sikke lækkerier, der kunne købes der - ja bare deres udvalg af krydderurter var misundelsesværdig - nok har jeg "orangeri" og køkkenhave, men det udvalg kan det ikke leve op til og det kan butikkerne her i nærheden heller ikke.


Vi måtte simpelthen slæbe en kæmpe stor basilikum med os hjem til Jylland sammen med den lille flaske hindbær-balsamico, som blev tappet fra en stor bowle :)


Vi skulle ind og se Dirty Dancing kl. 16 og vi havde Gold-billetter (fordi det var det, der var tilbage, da vi bestilte for 1 år siden) med velkomstdrink, så vi skulle være der senest kl. 15.30, så der blev ikke tid til stort mere i Hovedstaden, men det var også fint nok :)

Dirty Dancing



Ja ja da - der er stil over det, når man har betalt i dyre domme :) 

Det var bare rigtig hyggeligt at stå der med drinks i hånden og kigge ud over Tivoli på en solskinsdag - der var mange mennesker i Tivoli allerede her midt i april. 

Ja desværre må man ikke tage billeder eller optage lyd under forestillingen og jeg havde da iøvrigt heller ikke kunne koncentrere mig om det, for det var bare med at få alt det, der foregik på scenen med - DET VAR BARE SÅ GODT - 
De gjorde det virkelig godt og vi sad lige midt for på 3. række, som altså var 2. række, da der ingen 1. række er - så vi kunne se deres ansigtsudtryk helt tæt på - DET VAR ALLE PENGENE VÆRD.
Silas Holst og Mathilde Norholt er bare så gode sammen og Karina Frimodt spillede rigtig godt - ja, det gjorde de nu alle sammen. 
Desværre er Robert Hansen blevet syg, ham er jeg ellers stor fan af, men hans stand in Sigurd Le Dous gjorde det bare rigtig godt og jeg ved jo ikke, om Robert kunne have gjort det bedre :)

Med Gold billetterne fulgte en Gold-bag med program, cd (som jeg ikke har fået hørt endnu), en lipglos fra Dennis Knudsen, en svedebånd, en energi-drik, en pakke lyserøde läkerol og noget jeg nok har glemt :) 
I pausen var der fine drinks gjort klar til Gold-gæster - og så må jeg lige fortælle, at der var en kø så lang til dametoiletterne, så jeg tror aldrig jeg har set noget lignende - men nul problems Tivoli-betjenten, han daffede da bare ind mellem damerne og ledte slagets gang, så ingen toiletter stod ubrugte hen :)

Det var en fantastisk forestilling, som såmænd godt kan tåle at ses to gange - men den går vist ikke ;)

Vi havde bestilt showmenu på Brdr. Price, så der gik vi hen bagefter og uha der var lige ved at gå skår i glæden, men det gjorde det ikke, for personalet klarede situationen på fornemmeste vis - der var nemlig sket det, at bestillinger fra fredag morgen ikke var gået igennem og det var jo ikke godt eftersom folk jo også havde betalt via nettet - men vi fik serveret et glas vin/øl og der gik måske 20 min., så var der et bord til os og vi fik rigtig velsmagende mad.
Til forret koldrøget laks med rygeostcreme og rugbrødsscrumble, 
en lækker bolle og smør rørt med kærnemælk
Det var ikke en tynd skive vacumpakket laks - det smagte bare rigtig godt.

Til hovedret fik vi  rosastegte skiver af dansk kødkvæg 
med med sauce bordelais og pomme frites med bearnaise-mayo
 og dertil en dejlig grøn salat med bagte cherrytomater, parmesan og pinjekerner
Smart måde at servere pomme frites på
og de forblev bare varme i meget lang tid
 Jeg glemte at få et billed af salaten, men jeg fik et af udsigten :)

Vi var bare så mætte, at der ikke var plads til en dessert :)
Da vi havde spist var der blevet mørkt og lysene tændt i Tivoli, det giver bare en fantastisk dejlig stemning - så vi gik en tur rundt derinde, før vi gik tilbage til hotellet.

Turen blev sluttet af med en dejlig frokost søndag middag hos familie i Roskilde.

mandag den 13. april 2015

En impulsiv weekendtur med germalen

Gemalen havde nogle dage snakket om, at han gerne vil til Ringkøbing, hvor en virksomhed, der fabrikere vindmøller havde åbent hus i lørdags.
Det er ikke min store interesse, men jeg tog gerne med på en tur til Ringkøbing, hvor jeg aldrig har været.
Fredag kom der så lige en ide fra gemalen, måske fordi han har ferie for tiden - vi kunne da tage en overnatning, så det blev en lille mini mini ferie - god ide, synes jeg :)

Så vi kørte hjemmefra lørdag morgen ved 9-tiden og satte kursen mod Ringkøbing, hvor vi fik set på de her husstands-vindmøller - det var nu interessant nok, jeg blev da noget klogere på økonomien i det :)

Det endte så med, at vi faktisk ikke rigtig fik set Ringkøbing, for vi kørte en tur ned langs vestkysten i stedet. Jeg har tit været ved Vestkysten i Nordjylland, men ikke syd for Harboøre tange - det blev en rigtig dejlig tur i høj solskin.
Vi startede med at køre fra Søndervig på den tange, der går ude i vandet, det er vel den, der danner Ringkøbing fjord - vi kørte ned over Hvidesande og til Nymindegab - hold da op, der må være liv og glade dage derude, når der er høj sommer, jeg var overrasket over, hvor mange mennesker, der var i området allerede nu.
Der er i alle tilfælde nogle steder, jeg godt kunne tænke mig at besøge igen og gøre et nærmere bekendtskab på en dejlig varm sommerdag :)
Fra Nymindegab fortsatte vi mod Ribe - her havde vi et pitstop, for lige at få fyldt lidt kaffe og en sandwich på. Jeg synes, det er utrolig, hvor stor forskel der er på, hvor meget buske og træer er sprunget ud, når vi kommer lidt længere ned i landet
I Ribe var der blomst i en del buske og træer
og der var også buske, der var grønne,
det kniber her hos os endnu
Fra Ribe kørte vi videre ned mod vadehavet - hvor vi kørte ud til Rømø - ja, jeg har lært min geografi og vidste, at Rømø var der og der var lavet en dæmning, man kan køre på derud - men 10 km, det må godt nok har været et stort projekt i tidernes morgen - det var så ærgerligt, at man ikke må holde ind til siden derud af, for der var store flokke med gæs og der var fiskehejre og hvad ved jeg, men selvfølgelig ikke lige ved de parkeringslommer der er :(
Vi kørte lige tværs over Rømø ud til havet, hvor man kan køre på stranden, lige som man gør oppe ved Løkken og Blokhus - her var stranden bare noget bredere. Det var en del mennesker på stranden, selv om vi nu var nået hen sidst på eftermiddagen og solen var forsvundet.
De fløj med drager

Nogen havde bygget sig et lille slot

og hov - der kom lige nogen på hesteryg
Der var masser af aktivitet på Rømø - men vi kørte videre mod vores overnatningssted.
Ned over Højer, hvor vi var inde og kigge på møllen, som jeg tidligere har været inde i - men de var lige ved at lukke, og gemalen har ikke så stor interesse i kniplinger, så det gjorde ikke så meget.
Vi kørte på de mindre veje og vi så alle de her fine marsk-gårde og huse, som man har bevaret - og vi så mange får.
Vi kørte forbi Rudbøl grænsekro, hvor jeg har været engang for ca. 20 år siden og så kørte vi over grænsen og ind i Tyskland, hvor vi fortsatte til Niebøll, for der havde vi bestilt et værelse til overnatning.

Vi havde bestilt gennem Booking.com - valget faldt på Insel pension, fordi der var mulighed for at afbestille indtil kl. 18 uden at det kostede noget. Det var et udmærket sted - pæne værelser og fin morgenmad for 600 kr.

Der var ikke restaurant på hotellet, så vi startede med at gå ud i byen for at finde et sted at spise, men da vi ikke kunne finde det, som vi havde set på et bykort, og der begyndte at regne, så gik vi tilbage og tog bilen, og det var vist meget godt :)
Vi kørte rundt i byen, jeg ved ikke hvor mange gange - vi kunne sagtens finde en græsk, en italiensk og en kinesisk restaurant, men vi vil altså have en schnitzel og vi fandt også et udmærket sted, nemlig i Rådhuskælderen, hvor vi fik jægerschnitzel mit bratkartoflen
Jeg troede da, at det var en skål kartofler til deling,
men nej der kom sørme en til hver :)
Søndag efter den gode morgenmad, som blev serveret ved bordet, kørte vi tværs over landet til Flensburg, for nu når vi var ude at køre, så kunne vi lige så godt handle - og butikkerne åbner først kl. 11 om søndagen, så der var god tid til at køre den tur.
Hold da nu op, vi var sørme ikke de eneste danskere, der var nået til grænsehandlen inden de åbnede - tænk sig, vi stod i kø, som var det jul - jeg vil ikke sige ALDRIG, men jeg vil godt nok gøre meget for at undgå at handle ved grænsen en søndag igen - jeg duer simpelthen ikke til så mange mennesker, man kan jo hverken komme frem eller tilbage og jeg får åndenød og kommer til at svede - jeg vil bare ud af sådan en overfyldt butik i en fart - men vi fik handlet, som altså rigtig mange andre danskere også gjorde.

En dejlig impulsiv weekendtur med gemalen - det var slet ikke nogen dårlig ide.

Vi kørte hjem i regnvejr - havde vejret været sådan lørdag, havde turen ikke været så meget ved, og derfor tog vi det hotel, hvor der var mulighed for gratis afbestilling.

Da vi kom hjem, kom ham her Emil benene ud til bilen "må mig styre din bil mormor" og det måtte han da lige have lov til inde i garagen :)

fredag den 10. april 2015

Hvad er det for en verden, vi lever i !!!

Jeg synes simpelthen ikke de politiske udmeldinger, der kommer for tiden hænger sammen og jeg bliver fuldstændig frustreret over det.

PENSIONSALDEREN SKAL SÆTTES OP

DANSKERNE SKAL GÅ NED I LØN

FØRTIDSPENSIONISTER SKAL SKÆRES 4000 KR. I DERES YDELSE

LOKALPOLITIKERE SKAL HAVE STORE LØNSTIGNINGER

Tænker til tider om det bare er noget, journalisterne trækker ud af en eller sammenhæng, eller om der mon er en sammenhæng i de politiske meldinger.

I min terminologi :

Kan man ikke give politikkere  lønforhøjelse, mens man skærer i ydelser til andre, for at få statens penge til at række.

Man kan ikke sige, at alle flygtninge, der kommer til dette land skal i arbejde inden for ganske kort tid efter deres ankomst, når der ikke kan skaffes job til de, der går ledige.

Er tilfældet, at man kan "lave" attraktive jobs til flygtninge, så bør man også kan gøre det til de mange syge, der bliver slæbt gennem den ene arbejdsprøvning efter den anden, fordi de ikke er i stand til at udføre et almindeligt job.
"Systemet" mener, det er for deres eget bedste, at de forbliver på arbejdsmarkedet og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at største delen af dem, der er i stand til det, gerne vil det og så er det fint, de får muligheden. men der bør være bedre muligheder for dem, der ikke kan.  Mange af dem vil få det meget bedre, hvis de fik en førtidspension og ikke hele tiden oven i deres problemer med sygdom skulle føle sig utilstrækkelig i "systemet".

Jeg kender personligt en, som arbejder i et flexjob 1 time om ugen - ja det er rigtig, det er 1 time  - og det er svært for vedkommende, som på ingen måder igen har lyst til at skal sloges med "vores system", for at få tilkendt en førtidspension, selv om det vil være det mest rigtige - jobbet giver på ingen måde sociale relationer, og vedkommende vil aldrig blive rask, uanset hvor lav en ydelse, man går ned i.

Det er da fuldstændig uanstændigt, at kassetænkning mellem stat og kommune gør, at man kræver, at syge mennesker skal arbejde - og nu tror nogen så også, at man kan få dem, som er så hårdt ramt af sygdom, at de er tilkendt førtidspension i arbejde ved at give dem en ydelse, som det vil være meget svært at leve af her i landet - og skulle der være en enkelt, det kunne lade sig gøre at få i job, så skal alle dem, der ikke kan straffes for det og samtidig skal de høre på, at der er penge til af forhøje politikerne lønninger!!!

Ja det var bare lige mine frustrationer, 
jeg fik luft for i dag

torsdag den 9. april 2015

Æresport, sølvbryllup, malerier og hæklede firkanter

Så har der været påske - nogle gode fridage, der blev brugt til hygge med familie og venner, og de kan nu blive budt velkommen af disse smukke sten, som vi fik af svigerinden da vi holdt "fødselsdag" :)

Laura var her på miniferie 
Ældste barnebarnet, som nu er 8 år kom til overnatning. Det var rigtig hyggeligt. 
Vi fik kigget på firkanterne, som jeg hækler til et tæppe til hende  - vi lagde alle dem, som er hæklet op på bordet og Laura fandt ud af, hvordan hun vil have tæppet - den slags har hun bare en mening om, så selvfølgelig skal hun selv være med til at bestemme :) 

Der var tid for uddeling af påskeæg, og jeg ved, at børnene får masser af chokolade og slik, så de fik kun et lille chokoladeæg og så en gave i stedet - Laura fik maling, lærred og pensler og det skulle straks indvies

Vi blandede farver,
så hun fik de rigtige nuancer 

Laura malede et påskebilled
til sin mor
og der kom en rigtig lille kunstner
op i hende det her er
"pigen, der flyver ind i faren"






















Og så sluttede vi påsken af med at lave æresport




Min søster og svoger havde sølvbryllup tirsdag, så niecen og nevøen og deres kærester og min mor og ej at forglemme lille Arthur, niecen's lille dreng kom her og lavede æresport mandag eftermiddag. Det var rigtig hyggeligt - sønnike og svigerdatteren kom også, Laura var her og datteren og Nana og Emil kom hjem, så der var liv og glade dage :)
Vi havde haft lidt problemer med at finde ud af, hvad vi skulle bruge til at dække rammen af æresporten, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde set en æresport til et bryllup, der var dækket med tyl - det kunne vi også bruge, så vi klippede mine aflagte råhvide velourduge op og bandt om træskelettet, lavede baner af råhvidt tyl og bandt udenom, vi havde også købt noget sølv-tyl, men jeg havde fejlberegnet, så det kunne ikke nå hele vejen rundt, men i stedet lavede min mor et par store flotte sløjfer af det, som vi satte i hjørnerne - de små buketter bestod af røde roser, buksbom og sølvsprayet  blade og så havde vi efeu omkring.
Æresporten blev placeret i et par potter, der stod udenfor døren og bundet fast til tagrenden.

Og så var det bare tidligt op tirsdag morgen, da sølvbrudeparret skulle vækkes - uha da da det er hårdt for B-mennesket her ;) 
Men op kom vi alle og stod foran døren hos søsteren og svogeren kl 7.00, sammen med en masse andre af deres familie, venner og naboer og 3 glade spillemænd, sådan rundt regnet 50 personer :)





Se lige en herlig måtte,
de havde fået lagt ud :)
Det blev en herlig dag hos søsteren og svogeren - jeg var ikke hjemme før sidst på eftermiddagen, og da var jeg godt nok blevet træt - der var også gået det meste af 12 timer fra jeg var stået op kl. 5 om morgenen :)