Søg i denne blog

fredag den 28. februar 2014

"Jeg kan da selv" - fastelavnstøj og hæklede biler

Nogen gange så kan man jo pludselig få travlt - på den gode måde :)

Der er jo fastelavnstid, og Nana har fået en fin påfugle-kjole, men der skal ligesom noget under, for der er jo ikke ligefrem sommer nu.
Leggins og en T-shirt vil vist være passende, men så var der lige farven - sort så for hårdt ud, så vi måtte på jagt efter noget, der var bedre i farven.
Det lykkedes ikke rigtig, men så skulle jeg lige ind til Stofstedet efter noget garn, og en tanke slog ned i mig "JEG KAN DA SELV".
Så ud i bilen efter kjolen og på jagt i stof afdelingen og her fandt jeg et stykke strækstof i den helt rigtige kulør :)

Et mønster til leggins havde jeg, for jeg syede et par til Laura for en 3-4 år siden, men så var der lige T-shirten - jamen hvad var problemet, der var i alle tilfælde ingen grund til at bruge penge på et mønster eller rode rundt i gemmerne efter et i flere timer, for "JEG KAN JO SELV"

Jeg har faktisk sådan en 80% færdiggjort tilskæreruddannelse - men det er vel omkring 20 år siden, jeg selv har lavet et mønster sidst - men en T-shirt, det kunne jeg vel finde ud af igen.
Så hen og finde mappen og igang med at måle op - det blev på en af Nana's T-shirts, for hun var ikke hjemme - og ja, det lykkedes at få lavet et sæt til hende :)

Den er lidt høj i halskanten, 
men det gør ikke noget til dagens brug
og kan ændres, hvis mønstret skal bruges igen

Så her til morgen er den lille dame sendt i børnehave, 
som Nana påfugl
Man må forsøge at finde en grimasse,
der kan passe,
når man nu er så fin :)

Samtidig med at der skulle syes, så skulle der også lige hækles nogle små biler i grøn og blå.
Sønnen og svigerdatteren har fået et hold enæggede tvillingdrenge i aflastning, og de ligner hinanden så meget, at man skal kende dem rigtig godt for at kende forskel - den ene har derfor altid noget grønt og den anden noget blåt på, og det er de også nødt til om natten, så man ved, hvem man putter i hvilken seng :)
Nattøjet er ens, så noget måtte gøres - nå ja så spørger man svigermor " kan du hækle en lille bitte bil, der kan syes på?" 

Jamen det gjorde jeg da fluks og syede dem på 

Så nu ved de to små drenge hver især,
hvis nattøj der er deres  :)

Opskriften på bilerne har jeg fundet hos Nørklehjørnet - jeg har tidligere brugt dem på hagesmækker.