Søg i denne blog

mandag den 10. februar 2014

En rigtig hygge-weekend........

.......  med henholdsvis svigerdatteren og datteren.

Lørdag skulle Laura køres til børnefødselsdag i Leo's legeland i Aalborg, og eftersom hendes far ikke kunne, så måtte farmor træde til.
En af Lauras klassekammerater skulle køre med, så svigerdatteren mente, det var bedst, at hun også kørte med og ja, så kunne vi jo lige så godt benytte os af, at vi var ude at køre.

Vi tog lige en runde i Ikea efter nogle småting, som svigerdatteren stod og manglede - jeg lod mig kun friste af et par blomster :)

Da vi var færdig der og alligevel var i nærheden af Bilka, så var der også lige et par ting, der skulle handles, men inden da måtte vi lige have lidt frokost.
Det var nu så hyggeligt og lige med et var tiden ved at løbe fra os - børnene skulle jo hentes igen :)

Sådan en dag går hurtig og jeg var først hjemme igen ved aftenstid og fik serveret aftensmad - hvor heldig har man lov at være - datteren havde lavet kylling i karry :)


Søndag inviterede datteren på frokost, fordi hun har været syg og haft behov for noget  hjælp i ugens løb - Nana sagde, at vi skulle besøge "landmand Jensen" - det er en bog, de læser for Emil om aftenen - men det var altså Jensen's bøfhus - hun kunne ikke huske, det hed bøfhus, så det endte med at blive til "landmand Jensen's drivhus" :)
Det var rigtig hyggeligt, børnene var pragteksemplariske og vi havde et par dejlige timer :)

Jo - det må siges at være en hygge-weekend :D

I dag har den endnu engang stået på cirkeltræning, det gik rimelig pænt, selv om slidgigten driller lidt for tiden, nu er det så spændende, hvordan jeg har det i morgen.

Jeg har lavet forlorenhare til aften, med waldorfsalat og syltetøjssovs til. Det der i følge opskriften på forlorenhare hedder vildtsauce hedder altså syltetøjssovs her og spises med stort velbehag.

Der var lige lidt blegselleri og vindruer, der gerne måtte blive brugt og der var også et par æbler i frugtkurven og lidt valdnøddekerner i skuffen og en sjat cremefraiche 9% havde jeg også - derfor fik vi waldorfsalat :)

Nu er det lige før jeg er færdig med at hækle vest til Nana.
Jeg er faktisk færdig med at hækle den, der skal bare syes lommer på og hæftes ender - så der kommer snart et billed.

Så skal jeg jo igang med noget andet - der er sørme muligheder nok, måske en barselgave, eller et par sofapuder eller en dug - sidstnævnte er lige kommet ind på lystavlen, fordi vi har prøvet at sætte et andet spisebord ind i stuen i dag.
Vi har i næsten hele vores tid sammen haft et gammelt afsyret spisebord, det kommer hjemmefra mine bedsteforældre og gemalen har selv afsyret det, men der er kun en ret ukurrent plade til - nu har vi så min søsters aflagte spisebord til at stå - der er ingen plader til, men det er til 6 personer, og der kan sidde 2 ved hver ende - problematikken er, at det er hvidt og det passer ikke helt godt ind i vores stue - men måske en farvet dug vil kunne gøre en forskel.

Ja, der er muligheder nok - det er bare lige med at beslutte sig for, hvad det skal være :)