Søg i denne blog

søndag den 28. september 2014

Selvforkælelse = træning, frisør, fodpleje og hækling

Her er stadig godt gang i den - så tiden døjer til tider med at slå til.

Stadig er det ikke fordi der sker det vilde, men hverdagen er fyldt op.

Jeg er begyndt at træne 1 time to dage om ugen hos fysioterapeuten, det hjælper på min mobilitet - ikke fordi jeg endnu kan så meget mere, men jeg kan holde til lidt mere og får ikke så ondt længere - så det er dejligt, selv om det sandelig er hårdt arbejde i de to timer :)

Der har også været prioriteret lidt mere selvforkælelse - nemlig en tur til frisøren, hvilket var stærkt tiltrængt, for hun havde holdt ferie og min korte frisure var lige ved at blive en lang frisure og lidt farve var også en nødvendighed, hvis jeg vil blive ved med at skjule, at jeg altså også har nogle grå hår :)
Og så var der tid til en tur til fodterapeuten, hvilket også var tiltrængt
 - mine fødder bliver nemlig altid så tørre i sommerperioden, hvor jeg ellers går med bare fødder i sandaler, det er nu så skønt at gå derfra med dejlig bløde fødder og så husker jeg igen i en periode at smøre dem hver aften.

Så har jeg hæklet - først en lille rød traktor - sådan en har jeg lavet før, men jeg synes nu også lille Arthur skulle have en til sin 1-års fødselsdag

Det ender vist med, at jeg må lave en mere, for det var lige før, jeg kunne komme op og sloges med Emil, for han mente bestemt, at han skulle have den og det var lige da jeg var ved at sy hjulene på :)

Så har jeg været igang med en mini ugle og en hagesmæk - det var svigerdatteren, der gerne vil have til en dåbsgave

Jeg synes nu uglen blev mere sjov end køn - jeg tror, det er fordi den er så lille, at det var lidt svært at få de (efter min mening) rette dimensioner - men sjovt er det at få lavet sådanne ting.
Uglen er en opskrift, som datteren og jeg købte for længe siden - der er 3 størrelser, men jeg fik mig ikke taget sammen til at gå ombord i den  altså ikke før nu og jeg tror såmænd heller ikke, jeg har været i stand til det før :)

Nu skal jeg igang med et par stribede elefanter - de skal være færdige til jul, og jeg ved jo, at der nok skal dukke andre ting op, jeg gerne vil prøve at lave til jul, så det er bare med at komme igang nu :)

Igår var jeg i bio og se "Kapgang" - og ja, hvad skal jeg synes om den, tja ok film, utrolig flot '70er opsæt - tøjet, frisurene, møblerne, bilerne osv satte mig tilbage til mine egne teenage år.
Der er  nu også noget særligt ved at se en film, hvor instruktøren har trådt sine barnesko i samme kommune som en selv - ja, jeg har faktisk gået i skole med en af hans søstre, da vi gik i "real" - da kom børnene fra omegnsbyerne nemlig ind til vores skole, hvor "overbygningen" var.

I dag er der søndag - jeg tager en total slapper, mens gemalen leger med sit træ ude bagved - vi fik fællet nogle store træer for nogle uger siden og de skal laves til brænde, så de giver varme mere end en gang :)

mandag den 15. september 2014

Hæklede puder, tomater, sykasse og en skøn alpeviol

Hold da op - tiden løber til tider fra mig - kommer lige til at se, at jeg slet ikke har skrevet på min blog i september og nu er vi allerede midt i måneden!

Jamen hvad er det dog, der tager al min tid - tja - det gør livet - jeg lever livet med alt det, som det indebærer - heldigvis masser af godt - ikke fordi der sker noget særligt her for tiden, det er såmænd bare hverdagen og dens gøremål - men at skrive "bare" - det skal man ikke, for det er jo det, der er livet og hverdagen, den skal være go'.

Vores tomater har været sent modne i år, men har givet godt den sidste tid, så der er blevet spist tomater i overflod - som tomatsalat, på pizza og bare på vores madder og så har jeg lavet semidried tomater - et glas af den slags koster vel omkring en 20'er i butikken, måske godt og vel - her får man vist ca. 3 glas til samme pris.
de smager fantastisk
det er nemt
men det tager lang tid i ovnen

Jeg har ryddet op i mit skab med sy-sager - det har jeg skulle gjort siden vi kom hjem fra Østrig, for mit ferie-køb i år var sådan en fin gammeldags sykasse
Jeg købte den hos en trædrejer, der havde en lille butik i sin garage - den var ikke billig, men den er fin - jeg kunne godt have undværet blomsterne på låget, men de kan nu godt passe ind med vores gamle møblement. Det er ganske utroligt, hvad der kan være i sådan en sykasse - jeg har tømt en skuffe og så sådan en gammeldags plastik værktøjskasse, som jeg har slæbt rundt med siden 1980'erne - køn var den ikke, den var blå og orange, så den blev puttet ind i et skab og fyldte godt op der, så der blev jo også lige en plads.
Nu er skuffen fyldt op med bomuldsgarn, som er det, der bruges mest for tiden og pladsen i skabet fik Nana til sine perler. 
Sykassen den får en plads på gulvet henne i et hjørne, hvor den ikke står i vejen - sådan fik vi lige lidt mere plads til rådighed. 

Jeg har hæklet en del den sidste tid - det er vist det, der har taget fokus fra blog-skriveriet og blog-læsning for den sags skyld, ja i det hele taget har jeg ikke siddet så meget ved computeren, som jeg plejer, for det er jo så nemt lige at tjekke sin mail og lidt facebook på mobilen, når man nu lige skal noget andet. 

Jeg har hæklet sofapudebetrækker 2 stk. 
Et rundt betræk - det er bare lavet i stangmasker og taget ud til en cirkel

Et firkantet betræk i zigzag mønster - det voldte mig lidt kvaler, for jeg havde set et i et blad, men det var større end mit skulle være - der stod godt nok, hvilke tal, mønstret var deleligt med, men jeg kunne bare ikke få det til at passe - så jeg fandt en opskrift fra Karen Klarbæk, som jeg tidligere har brugt til vaskeklud og håndklæder og så gik det derudaf 
Farverne i puderne er valgt ud fra en ternet sofapude, jeg syede for nogen tid siden - og jeg synes egentlig, det er lykkes ret godt.

I lørdags var der tøse-komsammen her, Majbrit havde tupperware-demostration - det var jo hyggeligt og man kan hurtig forledes til at bruge nogle penge - hvis altså man er til plastik-bøtter af god kvalitet (og det er jeg) :)

Haven får ikke den store opmærksomhed i år - det handler om, at der skal lægges et ret stort areal fliser - gemalen er begyndt på det, men så kom der lige noget træ-fældning i vejen - når engang vi får at se, hvordan flise-arealet bliver, så skal jeg have lavet et nyt staudebed, for der er blevet alt for mørkt, der hvor det er og et andet bed skal graves op, for at gøre plads til fliserne - men når det så får lov at stå og se træls ud, ja så er det jo skønt, når søsteren kommer med sådan en alpeviol 

Nu står den lige udenfor døren, 
så det smukke syn kan nydes
hver gang vi skal ind og ud

Nu skal jeg til træningen - så ikke mere skriv i dag :)