Vi bor ikke stilfuldt og perfekt, og vi kommer formodentlig aldrig til at gøre det.
En køretur ud i det blå
Vi tog en fridag igår - først var jeg lige hos frisøren, og så skulle min mor køres til Hadsund efter sin bil og så skulle vi til Aarhus efter noget for vores svigersøn.
Da ærindet var gjort, kørte vi en tur ud over Djursland, helt ud til Grenå.
Jeg har ikke været i Grenå, siden jeg som barn sejlede til Hundested derfra, så jeg gik rundt i den vildfarelse, at Grenå var en lille flække, hvor der ikke skete en dyt - men hold da op, jeg blev klogere :)
Vi så nu ikke særlig meget af byen, men måske vi må ha' en heldagstur ud over Djursland igen i sommerens løb, for der er jo et pragtfuld landskab og masser af ting, der kan ses på.
Ja, vi kørte altså på landevejene og kiggede på landskabet, de små byer, vi kørte igennem og på gårdene, vi kørte forbi.
Vi kom forbi mange skønne huse/gårde/bygninger, men vi så også rigtig mange små gårde og huse rundt omkring, som bare får lov at forfalde - ikke fordi vi ikke er vant til at se den slags, for det er vi - lige rundt omkring os, hvor stor-bønderne opkøber små landbrug og lader bygningerne stå og forfalde - men vi synes der bliver flere og flere steder, der får lov at gå i forfald og vi synes, det er rigtig ærgerligt.
At der er mange huse til salg i en lille by, det er ikke godt, men at de er forladte og bliver forfaldne, det er ødelæggende for et lille samfund.
Når vi kører forbi beboet huse, der er forfaldne og grimme, så bliver jeg helt trist, for jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad det må gøre ved de mennesker, der bor der.
Jeg ved udmærket, at vi ikke alle sammen har samme behov, og nogen har det fint med at leve i forfaldet, men jeg tror også, at jeg har en fornemmelse af, hvor det er og det modsatte.
Forfald kan være smukt - mennesker kan ældes med ynde, ting kan få en patina, der er smuk - et gammelt træ, der vælter kan stadig have grønne grene og måske det blomstrer, alt mens det ligger ned.
En blomst i et vindue, hvor glasset er punkteret og malingen skallet af, det giver en fornemmelse af, at der er nogen, der lever bag de ruder, nogen, der har en livsgnist - et sjovt skilt eller skøre ting, der står til skue for os forbipasserende, og får os til at trække på smilebåndet, selv om huset ligner noget, der kan falde sammen om ørerne på beboerne når som helst - det giver en fornemmelse af optimisme og liv selv i den mest forfaldne rønne.
Men i det hus, hvor glasset i vinduerne er punkteret, hvor malingen skaller af, huset trænger til maling/kalk, hvor rodet hober sig op rundt omkring - der hænger en las i vinduet, der skal gøre det ud for et gardin, der er ikke en blomst eller noget, der giver fornemmelse af glæde og liv - der er forfaldet dybt deprimerende at se på.
Desværre er der bare nogen mennesker, der er nødsaget til at leve deres liv der - de har ikke overskuddet til at komme derfra - måske de bor til leje, hos en udlejer, der ikke passer sine bygninger, og derfor giver det heller ikke mod på at gøre noget særlig for at forbedre situationen, selv om det måske bare er små ting, der kan være med til at give lidt energi til oprydning eller vedligehold.
Det kan såmænd bare være en flaske med en blomst i, det at finde et gammelt bord eller en stol og stille en blomst derpå, der kan bringe glæden frem, men jeg ved også af erfaring, at er man først nede i det sorte hul, så er det umuligt at få øje på det, der kan bringe et øjebliks glæde - der skal være nogen, der hjælper på vej, for forhindringerne er uovervindelige.
Nu er det jo sådan, at vi selv bor på landet i et hus, der har rundet de 100 år, så vi ved godt, hvad der er af arbejde med et landsted med gamle bygninger - vi synes hele tiden, der er noget, der skal gøres, og vi bliver aldrig færdig, men det har vi indfundet os med, for ellers vil vi få stress af at bo her. Vi nyder livet og vi elsker vores lille gård.
Vi gør ting, fordi vi synes det er sjovt - jeg forsøger mig med at lave have - det falder ikke lige heldigt ud, for det er ikke noget, jeg har lært - jeg ved bare, jeg vil have blomster i min have, og måske med tiden, jeg får skabt noget, der er smukt - vi drømmer, jeg drømmer - ja jeg har mange drømme, nogen bliver aldrig til virkelighed, nogen bliver ført ud i livet efter mange års snak, men først og fremmest, så handler det om, at vi lever livet her og vi er glade - hvad andre så må tænke om vores måde at gøre tingene på, det er ikke vores problem -
BARE DET IKKE KOMMER TIL AT LIGNE EN DEPRESSION.
det smitter nemlig.
Det bliver bestemt ikke bedre, hvis omgivelserne bliver for triste at se på - der skal noget til at holde optimismen oppe.
Jeg er blevet mere sensitiv de senere år, hvor livet ikke hele tiden har været lige let, jeg har prøvet at hænge ude over kanten til det dybe hul. Jeg er bare heldig, jeg havde nogen til at hjælpe mig op igen, inden jeg nåede helt ned på bunden og jeg lærte noget af det.
Jeg er meget opmærksom på, at det betyder meget for mig at være omgivet af mennesker, som jeg kan li' og som gerne vil mig, noget, som jeg synes er smukt - om det er nyt eller gammelt er uden betydning.
En ukrudtblomst kan gøre mig mindst lige så glad, som den smukkeste rose fra blomsterhandleren kan.
Gamle mennesker med masser af rynker og krummet ryk og et smil på læben, de er lige så livsbekræftende og smukke, som små buttede babyer og yndefulde smukke unge mennesker.
Et gammelt træ med krogede grene, en forfalden hytte med blomsterkasser under vinduerne, det giver en stemning af varme og glæde.
Hvor er det nu, jeg er på vej hen med alt det her - jo, det jeg gerne vil have, vi skal fokusere på er det positive - vi skal hjælpes med at holde samfundet igang.
Ordene "rettigheder og pligter" hænger mig ud af halsen efter en lang periode i dagpengesystemet - men jeg kan alligevel ikke lade være at skrive, at vi alle har en pligt til at gøre det bedste vi kan og hjælpe, hvor vi kan, for at få et samfund, der emmer af
GLÆDE OG POSITIVE VIBRATIONER.
Det smitter nemlig.
