Søg i denne blog

fredag den 31. maj 2013

Lakrids-kys og havearbejde

Dejligt vejr, der var igår, og vi også er vågnet til i dag :)

Så er det jo bare med at komme udenfor - så jeg var i haven igår eftermiddag.
puha - det var ikke meget, jeg nåede, men hårdt arbejde var det.

Jeg har nogle gamle Fairy-roser, jeg har fået fra min mormor's have, da vi fik dem, blev de bare plantet et sted i græsplænen, hvor der var en plet bar jord.
Sidste år besluttede jeg så, at de skulle lade livet, men vi fik dem ikke gravet op og de fik lov at gro efter i ukrudt.

Nu skyder de så gevaldigt igen og jeg kan ikke få mig til at kassere dem, så der var kun en ting at gøre - få dem befriet for mælkebøtter, græs og hvad der nu groede op imellem dem.

Alt mens jeg gik derude, havde jeg lakrids-kys i ovnen.
Vi havde fået koldskål til middag, og vi er ikke så salmonella-forskrækket, så jeg bruger blommerne fra de økologiske æg, vi henter ved en økologisk æggeproducent ikke langt herfra - så jeg stod lige med 4 æggehvider og så havde jo lige set Søren Gericke lave marengs med lakrids i Cecilie og Madklubben - så det skulle da prøves.


Jeg er ikke så vild med marengs, men de her smager da af lidt andet end sukker.

Jeg surfede rundt på nettet og kiggede opskrifter, de ligner stort set hinanden - så hvor opskriften stammer fra, kan jeg ikke fortælle, men jeg brugte :

4 æggehvider, som blev pisket stive, tilsatte
265 gr. sukker og
1½ tsk. lakridsrodspulver og piskede igen rigtig godt.
Massen kom i en sprøjteposen og der blev sprøjtet 58 pæne kys ud på bagepapir.
I ovnen ved 100 gr. og varmluft i 1 time og 10 min.
Næste gang vil jeg bruge lidt mere lakridspulver.


torsdag den 30. maj 2013

Forår, blomster, rabarber og håndarbejde

I dag er jeg stået op til blå himmel og solskin, det er så skønt :)

Der er bare forår nu, ja den ene dag regner og blæser det, den næste skinner solen - noget blomstrer og går ud, men straks er der noget andet, der står og ser skønt ud - der er hele tiden noget der blomstrer
Selv ukrudt fra vejkanten er skønt 

Igår plukkede vi rabarber, vi har ikke så mange, en plante, som ikke er så gammel, men næsten 1 kg blev det til 
en del af dem blev sammen med jordbær til marmelade
resten endte i fryseren

Jeg laver marmelade med syltesukker - det er nemt. 2 kg. bær, 1 kg syltesukker - her blendes bærene, fordi det kan børnene bedst li', når det er gjort, koges de op, sukker tilsættes og der røres mens det koger ca. 5 min. - så hældes marmeladen på glas, der er skyllet med vodka - hvis glasene skylles før marmeladen er færdig, så stiller jeg dem ind i ovnen ved 100 gr., indtil marmeladen er klar til at hælde på.

I søndags var vi inviteret til middag hos min onkel og Lis - de har fået nyt køkken, 
så værtindegaven blev dette
grydelapper, håndklæde og karklud
limegrønt, som de gerne vil have - 
Heldigt, jeg lige havde sådan et sæt til at ligge :)

Grydelapperne er en opskrift fra Karen Klarbæk, hun har lavet dem i børne-udgave og jeg har selv forstørret dem til voksen-udgaven. Jeg hækler med dobbelt bomuldsgarn og bruger ca. 3 nøgler til et sæt grydelapper.
Karklude strikker jeg i patent, 70 masker slår jeg op og der går næsten en nøgle bomuldsgarn til en karklud. Jeg bruger mest bomuldsgarn fra Stof&Stil eller fra Hjertegarn. 
Håndklædet slår jeg 84 masker op til, strikker en "kant" med ret masker og skifter så til tern, altså skiftevis ret og vrang - de første og sidste masker er altid ret, så der også bliver en" kant" i siderne. Jeg tager altid 1. maske løs af, så bliver der en pæn kant. Det er ca. en halv gang længere end bredden og jeg bruger ca. 1½ nøgle garn.

Nu vil jeg benytte mig af det skønne vejr og gå ud og hive noget ukrudt op i min have.

onsdag den 29. maj 2013

Blog -brok

Jeg undres - nogen gange opfører Blogger sig bare underligt.

For tiden oplever jeg, at en del af de blogge, som jeg følger ikke kommer ind på bloglisten, når der er nye indlæg.
Når jeg så falder over en blog, som jeg ikke har set længe og går ind på den, så logger jeg mig ind igen og ja, så ser det ud til, at der igen kommer opdateringer ind på min blogliste - mon andre har lignende oplevelser?

Jeg har også et problem med, at selv om jeg krydser af i "at følge" når jeg kommentere hos nogen, så kommer der ikke opfølgninger ind på min mail.

Underligt er det, og jeg kan altså ikke finde en årsag!

mandag den 27. maj 2013

Blogtræf, hygge,gaver, hækling og applikation

Lørdag morgen måtte jeg have vækkeuret til at ringe, for jeg skulle til Blogtræf i Aalborg hos Lone
Det var jeg også for et år siden, og det var en rigtig god oplevelse, så jeg glædede mig og alle mine forventninger blev endnu engang indfriet.


At få en dag sammen med kreative kvinder, det er bare fantastisk - at nogen af dem, så endda vil undervise os i ting, som de er rigtig gode til, det er bare dejligt :)

Ud over en dag i godt selskab og med lækker mad - kaffe og nybagte boller til velkomst, dejlig buffet til middag og kaffe og hjemmebagt kage til afslutning - ja så har Lone lagt et stort arbejde i at hente sponsorgaver til en Goodiebag til alle
Skønne ting var der i den Goodiebag, 
skål fra Rikki Tikki, tørklæde fra Noa Noa,
 udstanserere fra Creative compani
fint papir og maskingtape fra Vivi Gade design, 
garn fra garnpusher,
perler og snor og lidt slik 
og nok noget, som jeg ikke lige husker nu.

Der ud over har Lone formået at samle nogle rigtig lækre gaver til lodtrækning blandt deltagerne - der var bare mange skønne ting -
jeg vandt et gavekort på 300 kr.
Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med den butik,
der var nemlig også keramik  derfra til udtrækning, så jeg har set hvad pengene vil kunne bruges til :)

Helt igennem en dejlig dag, hvor Lene lærte mig at hækle flakoner - ja jeg har flakoner i flere størrelser, som min farmor har hæklet til mig og nu er den slags altså moderne igen, men på andre måder.
Vi hæklede nogle mindre flakoner, som Lene bl.a. havde brugt til at hænge på nogle grene, som bordpynt - de kan også bruges som en lille bordskåner under et krus, de kan laves større og hækles i muresnor og bruges som bordskåner, eller som mig og Laura gjorde igår,hækle en mindre udgave og bruge som smykke

Laura var vild med den grønne snor, der var i min Goodiebag, 
og da perlerne ikke lige var til at sætte derpå, ja så måtte vi finde på noget andet :)

Jeg lærte også at applikere ved hjælp af noget papir, som blev limet på med en limstift, det lærte jeg af  Lone - det var  nemt,
nu mangler jeg bare at få syet enten usynlige sting omkring eller pyntesting af en slags
 Så har jeg noget, jeg har tænkt mit skal syes ind i net.

Der var desuden workshops, hvor der blev foldet papir, syet sovedyr og lavet æsker af gamle bøger - men man kan jo ikke nå alting på en dag :)

Helt igennem en god dag
TAK LONE til dig og dine hjælpere



lørdag den 25. maj 2013

Emil pakker til Blogtræf

Emil var stadig  skidtmads igår og måtte være her.

Lidt gavn kunne han da gøre

Han hjælper lige mormor med at pakke til Blogtræf :)

Emil bliver 1 år om et par uger og rejser sig op ved alting, han kan også lige stå uden at holde ved, men gå kan han ikke.
Da han skulle hentes var Nana med, og hun skulle lige se Lotte fra Ballademagergade - og det kunne Emil da også lige se

Jo jo Emil er ved at blive en stor dreng :)

Nu er jeg snart på vej ud af døren, jeg skal nemlig til Blogtræf hos Lone. 
Det var jeg også sidste år, det var en ren fornøjelse, så jeg glæder mig :)

torsdag den 23. maj 2013

Fest, nye gardiner og meget mer'

Hvilken morgenstund - den første i en uge, hvor jeg ikke skal skynde mig igang med et eller andet - jo jo det er dejligt at have noget at tage sig til, men for et B-menneske som mig, er det altså rart at have tid til at vågne op og finde mig selv, inden jeg skal igang med dagens dont :)

En uge er smuttet afsted - den har været fyldt med arbejde og hygge.

Fredag havde datteren fødselsdag og vi var til pizza sammen med sønnike, svigerdatteren og Laura - det var hyggeligt.
Nana havde glædet sig rigtig meget til Laura skulle komme, men dagen havde budt på så meget, at hun gik ud som et lys, inden vi kom, og hun sov så godt, at de ikke nænnede og vække hende - hun vågnede først dagen efter om morgenen og troede, at det var den dag, at Laura kom til aften :)

Lørdag dukkede min mor og mine søstre op - de skulle dække op i salen til min mors fest
Denne gang er det min yngste søster, der har haft ideerne
 som det kan ses, blev bordet holdt i grønt og råhvidt

Jeg har et oliventræ, som trængte meget til at blive "studset" - så jeg brugte de lange grene til at pynte på døren til salen

Søndag kom min mor og tog et nap herinde, for jeg skulle jo bestemt ikke have ulejlighed, fordi hun skulle holde fest i vores gildesal - det var rigtig dejlig, at hun gjorde det, for jeg fik tid til at sy "nye" gardiner til stuen og besøge min mormor.

Nye gardiner i anførselstegn, ja,  for det er 2½ år siden, jeg købte dem i Ikea - ja, hvad skete der lige, siden de så ikke kom op!!!
Jo jeg fik en depression, da jeg så langt om længe fik mod på at gå ombord i dem, ja, så var jeg ikke sikker på, at de var brede nok til vinduerne alligevel, og så fik de lov at ligge i posen en rum tid - lige til jeg altså kom i tanke om, at NU måtte jeg finde ud af, hvad jeg vil med de gardiner - der kunne godt have været mere stof, men de er ok - vi skal blot vænne os til at have fået tynde hvide lette gardiner efter mange mange år med tunge tætte gardiner i gyldne nuancer.
Her er lige et billede, hvor de nye gardiner kommer med
Det er taget efter min mors fest, hvor vi lige tog en slapper 
Det er mine søstre (yderste), min mor og Tove, som hjalp til ved mors fest.

 Her har vi et gammelt billede, hvor de gamle gardiner kan ses


Mandag var der FEST - min mors 75 års fødselsdag med 50 gæster - en dejlig dag - glade mennesker, god mad, ok vejr - alt forløb efter planen, så det kunne ikke være bedre.
Min mor 75 år 


Tirsdag stod den på oprydning (der manglede nu ikke meget) og til aften, spiste jeg rester hos min mor.

Igår var der hverdag igen - den lille Emil er skidtmads, han har været hos lægen, for de troede, han havde ondt i ørerne, men det er tilsyneladende tænder, der giver ham problemer - så han var hjemme hos sin far i tirsdags og igår var han her - i dag har svigersønnen fridag, så da er Emil hjemme hos ham, så må vi se, om han er klar til dagpleje i morgen, eller han igen skal herhjem til mormor - forhåbentlig er de tænder snart igennem, så han kan få det godt igen.


Sådan kan en uge bare lige smutte afsted 

fredag den 17. maj 2013

Dejlige dage

Jeg er her endnu :)
Jeg har bare meget om ørerne for tiden - så blogverden forsømmes en smule.

Igår var en dejlig dag - selv om jeg måtte meget tidligt op - kl. 04.35 bippede vækkeren - men jeg kunne hurtig komme ud af sengen, for vi skulle hente sønnike - han vendte hjem efter 3 mdr. i Afghanistan.
Vi glædede os - men jeg tror, Laura var den, der glædede sig aller mest.

Laura havde ikke fået at vide, at det var igår, hendes far kom hjem, for skulle de blive forsinket, vil hun jo blive så skuffet, så da vi kom for at hente hende og svigerdatteren kl. 6,  troede Laura, at hun skulle i skole, så da hun fandt ud af, hvor vi skulle hen, så var glæden stor - så stor, at det krillede i maven og det var lige ved, at hun tissede i bukserne af ren glæde :)

Vi kører i to biler, for sønnike vil så gerne køre hjem i sin egen bil, så den skal med derned - så den bil kørte gemalen i, og så var min bil forbeholdt "tøsserne" - Laura's Bedste var nemlig også med.
Køreturen tager en god time, og den fik Laura til at gå med fingerstrik.
Lige da vi nåede til Karup kom flyet, så vi så det komme længere og længere ned og forsvinde bag træerne, og så var det jo bare at vente på, at bussen kom med soldaterne

Tiden skulle gå, mens vi ventede på bussen 

Så kom far ud af bussen

Gensynsglæden var stor for dem begge

Ja, det er den for os alle, men helt sikkert er den aller størst for Laura og svigerdatteren.

Da vi havde fået kaffe på kassernen, kørte vi hjem igen - vi skulle sætte Bedste af på vejen.
Og så skulle vi i Jem&Fix - for der åbnede en ny butik i Hadsund og gemalen havde jo fri - så der blev lige købt ind :)
Ja, vi går og drømmer om at få lagt nogle fliser - og de var på tilbud, så de måtte jo indkøbes, sammen med en masse andre gode tilbud - jeg tror, at det for gemalen virker på samme måde at komme ind i sådan en butik, som hvis jeg bliver sluppet løs i en stof og garnbutik, der har udsalg :)

Så var det bare med at komme hjem og nå en lille lur, inden turen gik videre til min MOR - hun fyldte nemlig 75 år i går :)

Jeg kørte derned til eftermiddagskaffe-tid og da kom Laura's Bedste også forbi, så der blev hygget - og efterhånden dumpede der børnebørn, oldebørn og de øvrige døtre og alle svigersønnerne ind - og de som ikke havde mulighed for lige at kigge forbi, ja de ringede på telefonen - så der var liv og glade dage hos min MOR.

En lang og dejlig dag

I dag er det så datteren der fylder år -
 tænk engang, det er 35 år siden, jeg blev mor, 
jeg kan slet ikke forstå det - 
jeg husker det, som var det igår :)

søndag den 12. maj 2013

3 år og en stor pige

Igår fejrede vi Nana, hun blev 3 år - vi fejrede også hendes mor, altså vores datter, som bliver 35 år om få dage.

Det foregik i vores Gildesal
så der blev igen dækket bord

 med tulipaner fra min have 

Nana's far grillede

hendes mor havde bagt en lækker chokoladelagkage

Nana fik mange fine gaver

Bl.a. et lægesæt, som hende og Laura legede med

og der var også noget lillebror Emil var vild med 

Nana havde helt bestemt en rigtig dejlig dag, og det havde vi andre også - hygge og lækkert mad.
Datteren er rigtig god til spændende salater - igår fik vi en "mormor salat" der bestod af friske salatblade med ærter og agurker og en dressing, som kommer fra Tyskland - den minder meget om "mormor dressing" altså den med fløde og eddike/citron - en anden salat med revet gulerod, rucola og pinjekerner - ganske enkel men rigtig godt, og så en grøn kartoffelsalat  og dertil fik vi grillet svinefilet og gode pølser - åh jo endelig ikke at forglemme, der var jo også friskbagt brød "Verdens bedste brød".

Så var der kaffe med brunsviger-kagemand og lagkage, frugt, chokolade og slik - ja der manglede ikke noget til den fødselsdag :)

torsdag den 9. maj 2013

Blomster og have snak

Så er der lige pludselig blevet torsdag og jeg synes ikke, jeg har foretaget mig en dyt siden i lørdags - men det er nu ikke helt rigtig :)

Jeg har haft mine søstre og min mor til aftensmad i mandags -
tirsdag var jeg en smut hos datteren og børnebørnene -
igår var jeg til kaffeslaberas hos Tove, som er min svigerdatters mor.
Så jeg må erkende at dagene ikke bare er gået op i det trivielle daglige arbejde :)

Min ene søster arbejder i Aalborg og tæt på hendes arbejdsplads er der en blomsterhandler - jeg siger bare - godt, jeg ikke bor så tæt på ham, for så var vi endt på fattiggården forlængst - han har bare alle mulige skønne blomster i bundter, som er til at købe for penge, han har nu også nogle, som han binder til fine buketter - nå men jeg vil nu bare fortælle,
 at jeg fik de her fine liljer, som jeg nyder synet af

jeg har også disse roser fra weekendens fest
De er lige på det sidste, men de dufter helt utrolig dejligt

Åh nej - tænkte jeg igår, da jeg kunne høre en traktor komme hårdt arbejdende - og ganske rigtig lige udenfor på marken, mit øje måtte skue 
denne her

Jeg lærer aldrig at vænne mig til stanken - Men jeg må da nok sige, at vi i dette forår har været ualmindelig heldige - vinden har langt de fleste dage båret lugten af gylle væk herfra - og igår mærkede vi den næsten heller ikke, til trods for at der altså var kommet gylle på vores marker.

Vi er meget taknemlige for, at bonden, som vi lejer ud til, vil tage det hensyn, at han først har kørt gylle på vores marker efter weekendens familiefest - og som sagt har vi ikke mærket noget til gyllen denne gang.

Vi fik regn igår og det trængte haven til - nu strutter mine rhodedendroner  - de har masser af knopper i år, så jeg glæder mig til de begynder at blomstre.
Kastanietræerne er lige sprunget ud, det er lige før det gamle japanske kirsebærtræ springer ud - tulipanerne står med store flotte knopper og stauderne pibler op af jorden.
Ja, selv om jeg drømmer om mange flere blomster i min have, så er der allerede meget der ude, som giver forventning og glæde :)


søndag den 5. maj 2013

Staun - festen

Igår var her familiefest - det er en fest, der holdes hver 3. år for efterkommere af gemalens mor's forældre.
Der er indført en tradition for denne fest i 1998 - den holdes her i starten af maj - hvor bedsteforældrene havde bryllupsdag - i år er det 95 år siden, de blev gift.

Vi starter dagen med at mødes ved deres gravsted og lægger en blomst på, og så kører vi til den fædrene gård, hvor den yngste af deres sønner bor - herefter kører vi så til stedet, hvor festen afholdes, i år var det altså i vores gildesal.
Vi var godt og vel 50 mennesker og der var nogle, der kom lang vejs fra - ja, helt fra Norge kom der en, og der var københavnere og jyder, der kørte over 200 km - og så alle dem, der er blevet i området eller rimelig tæt derpå.

Det var gemalens 2 søstre og en fætter, der stod for arrangementet i år -
de havde pyntet fint op i gildesalen

Vi havde fået pyntet op udenfor



og mine orange håndklæder var kommet op og hænge 

Det var nok lige tidlig nok at få plantet hortensier og georginer i potter og en første nat dækkede gemalen dem da også ned med et tæppe -  nu må vi så gå og holde øje med nattetemperaturen den næste tid.

I dag har vi bryllupsdag - 29 år har vi været gift - det kunne såmænd har være mange flere, men vi kunne ikke rigtig tage os sammen i sin tid, men lavede dog en aftale om, at vi vil giftes inden børnene skulle starte i skole  så vi blev altså gift i 1984, det år datteren skulle begynde i skole - gemalen havde en ide om, at han vil giftes 5. maj - vist nok fordi han også er konfirmeret 5. maj - så det passede fint med at det var en lørdag i 1984. 
Da vi ikke kunne blive enige om, hvilken kirke, det skulle være, så blev kompromiset Rådhuset.
Et lille bryllup med vores forældre, vores gode venner, som skulle være vidner, deres 2 børn og vores 2 børn. 
Rigtig hyggelig var det - men det var det også, da gode venner og naboer dagen efter vækkede os med en æresport og morgenbrød :)

Dejlige minder  - der var i øvrigt Melodi Grandprix d. 5. maj 1984 - så vidt jeg husker, var det det år, Søren og Kirsten sang "Det er lige det" :)

Og det er så mit Blog-indlæg nr. 300 :)

torsdag den 2. maj 2013

Hukommelsen er ikke, hvad den var engang !!

Jo jo der er liv i mig :)

Det tog lige et par dage at komme mig helt ovenpå Bededagsferiens omgangssyge - så jeg er lidt bagud og derfor ikke så nærværende her på bloggen.

Det er ikke os, der skal holde fest i de næste 3 weekender, men vi skal deltage og det skal foregå i vores gildesal.
Det er så en god anledning til at få gjort nogle ting, om trænger og få lidt styr på haven, for forhåbentlig bliver der vejr til at folk også kan komme udenfor.

Vejret har ikke ligefrem været med os i forhold til haven, men det ser ud til, det bliver bedre nu :)

Vi bor jo på et højt beliggende sted og lige ud til åbne marker og det er nok grunden til, at tingene i min have som regel er senere ved det end mange andres.

Lige nu blomstrer påskeliljerne, det skyder op af jorden alle steder og træerne's knopper er lige ved at briste - det vil være så dejligt, hvis de lige vil gøre det til på lørdag, så vi kunne få lidt mere kulør på.

Jeg har hortensiaer til at stå, der skal plantes i potter (potterne er ikke til at flytte med), men jeg har ikke turde gøre det endnu på grund af nattefrost - men de bliver plantet i dag eller i morgen.

Jeg har fuchsia i blomst i "orangeriet", der trænger til at komme ud.
Der er knopper i mit citrontræ og det skyder gevaldigt, men jeg har læst mig til, at det ikke skal ud før hen omkring 1. juni.
Oliventræerne skyder helt vildt derinde - men de skal altså også ud inden lørdag.
Der er masser af andre potter med ting, der gror og ser dejlig ud - det eneste, der ikke virker er mine ærteblomster.
Jeg tog ærterne af mine Claus Dalby ærteblomster i efteråret og tørrede dem, de har nu ligget i vand i et par uger og er ikke begyndt at spire, de rådner heller ikke - de må jo være blevet for tørre, så jeg må ud og købe nogen.

Godt nok skal vi ikke have festdeltagerne indendøre, men de skal benytte vores toilet, og nogen skal arbejde i mit køkken, så der skal jo også lige se ordentlig ud.

Så jeg har arbejdet stærkt på at få mine orange håndklæder og vaskeklude færdige - der mangler bare hanker i håndklæderne nu og så er jeg lige igang med et cover til kleenex-boxen.

Alt det her orange i badeværelset kommer sig jo af, at jeg har "arvet" et bruseforhæng, da min mormor kom på plejehjem - hun havde købt nyt stof, som manglede at blive lagt op, så det skulle da ikke smides ud, det kunne jeg godt bruge - ja, jeg var helt sikker på, at bruseforhænget var knald orange og det var min mor også - men tænk engang, det var det slet ikke,

det ser sådan her ud

Farven er ikke så god på billedet, den er meget mere varm, men det viser, at forhænget altså ikke er ensfarvet og der er vist mere gult end orange derpå - hvordan i alverden kan vi da huske så forkert!!!
Vi kom frem til, at det måtte være det badeforhæng, som min mormor havde i badeværelset, det var ensfarvet - nå men pyt nu skal det lige lægges op og så kommer det op- heldigvis er mine hæklede håndklæder stribede og jeg har stadig noget gul garn, så der kan også blive et par gule vaskeklude :)

Ja, jeg har faktisk ikke tid at sidde her - jeg vil jo gerne nå en forfærdelig masse, men jeg vender stærkt tilbage :)