Søg i denne blog

søndag den 25. november 2012

Lyspunkt i gråvejr

Forleden, da mine søstre var på besøg, fik jeg en buket liljer -


Nu er de sprunget ud og står her
 og lyser op på en søndag klædt i gråvejr

En rigtig søvnig søndag er det her hos os.
Vejret er rigtig gråt, det suser i træerne og vi er søvnige.
Gemalen var nemlig til teammøde på sin arbejde igår og det sluttede af med middag på en restaurant, og så var de vist lige omkring et par barer, før de fandt et sted, hvor de kunne holde ud at høre på musikken, og hvor de kunne sidde ned, drikke øl og diskutere verdens situationen - ja, det er jo ikke sådan at blive halvgammel og komme ud i nattelivet :-)
Jeg måtte ud i tågen og hente ham kl. 00.20 - der var en kollega, der skulle køres hjem og vi var hjemme på matriklen igen kl. 01.40.
Så vi har sovet længe i dag :-)

Jeg har fået stof og puder fundet frem

Nu har jeg bare lige fortrudt, at jeg ikke købte noget tittebånd til at sætte ind i kanterne på den her - så ved ikke lige, om jeg vil sy eller vente og købe bånd.

Ellers er der stadig gang i strikkepinde og hæklenåle her - men det er jo hemmelighedernes tid, så alt kan jo ikke vises frem :-)

torsdag den 22. november 2012

Gæster, hæklet vest og stjerne

Den ene dag tager den anden - der er heldigvis hele tiden noget, der skal gøres hist og pist :-)

Forleden havde jeg besøg af mine 2 søstre -
vi skulle snakke julegaver/kalender til vores mor.
Det kan være lidt svært at finde på noget til hende, der har alt. Vi blev heller ikke færdige, men fik da gang i snakken :-)
De kom til aftensmad og havde fine liljer med.
Jeg havde lavet stifatho, en græsk gryderet med oksekød, og bl.a. kanel og rosiner, dertil rodfrugtemos og så til dessert en panna cotta, efter opskrift af Claus Meyer - den er nem og fedtfattig, den laves på letmælk og yoghurt naturel med lav fedtprocent, vi fik kirsebærsauce dertil.
Jeg fik også bagt ciabatta brød og rugbrød - så det meste af dagen foregik i køkkenet, men jeg blev færdig til de kom :-)

Jeg har fået hæklet den lilla vest til Laura færdig
Den skulle passe til nederdelen, der ligger under den.
(farven bliver ikke gengivet helt godt)

Og så har jeg hæklet den første stjerne
Den er lavet efter denne opskrift -
 jeg har brugt merceriseret bomuldsgarn nr. 5, 
 nål 2½  og stjernen er 7 cm i diameter.
Når jeg skriver den første, er det fordi jeg har tænkt mig at lave en hel vrimmel stjerner til juletræet.

Ind imellem har jeg gang i strikkepinde og hæklenål nr. 5 (julegaver).
Igår havde min mor to par bukser, som hun lige skulle have hjælp til at få syet ind i benene. i dag bliver det sønnikes cowboybukser, der skal lægges op.
Der er nok ting, der kan undskylde udsættelse af rengøring (som altså ikke er min store lyst).


fredag den 16. november 2012

Tid og lyster

Jeg har jo slet ikke tid til at sidde her - hvis jeg skal nå at lave alt det, jeg har lyst til inden julen banker på :)

Jeg ved ikke lige, hvad der sker med mig i år, men jeg glæder mig til at pynte op til julen.
Der er bare så mange ting, jeg så gerne lige vil prøve at lave - jeg vil hækle Karen Klarbæks stjerner  til juletræet, de skal være hvide - jeg vil hækle hvide engle, lige som fru Olsen er igang med - kan se, at jeg  også kiggede på det hæklekit sidste år, men fik ikke gjort noget ved det :-)
Jeg vil også hækle juletræer til mig selv - sidste år blev de givet væk.
Lige nu har jeg gang i julegaver og en vest til Laura, jeg vil også gerne lige have syet de nye sofapuder, som jeg købte ind til for længe længe siden og ja, jeg vil jo også gerne lige have lavet det der syværelse.

Så nu må jeg hellere lette den dertil indrettede og komme igang - om ikke andet kan jeg jo lige tage og lave en prioriteringsliste :-)

onsdag den 14. november 2012

Mad - suppe og kager


Hvis ikke man kan finde på andet, kan man tale om vejret - men man kan da også tale om mad!
Vi får jo mad hver dag - ja flere gange dagligt - så det kan jeg da lige skrive lidt om i dag :-)

I aftes fik jeg  lyst til at bage, så jeg bagte
Kanelsnurre med marcipan 
Jeg synes, det så lidt svært ud, men det var det bestemt ikke.
Ingredienser til dejen i skålen til køkkenmaskine, røre, røre røre - hæve 1 time og så igang med det sjove - rulle, rulle og så sno og sno og det så sådan ud

efterhævning 30 min. pensling med æg og i ovnen 12 min.
Da da - så er der kager - smagte udmærket, 
men måske lige på kanten til at være tørre.

I sidste uge købte jeg en Butternut squash - jeg har hørt om dem, men aldrig set dem før, desværre glemte jeg at tage et billede, men man kan se og læse om dem Her 
Jeg brugte den i dag til 

Suppe med butternut squash og sprød topping.
Jeg havde desværre ikke alle ingredienser til toppingen, så vi fik ristet rugbrøds croutoner og græskarkerner samt lidt ristet bacondrys.
Jeg brugte kun 2 dl. cremefine 7%.
Selv gemalen synes, det smagte godt :-)
I morgen skal vi have resten og da vil jeg prøve at komme tern af kyllingbryst deri.

Vi kan stadig hente gulerødder, pastinak, persillerod, rødbeder, porrer og jordskokker i haven - så det skal udnyttes til madlavningen.
Gemalen er ikke den største grøntsags spiser, men han spiser det, jeg serverer - dog glider der mest grønt ned, hvis det er integreret i retten - så her er forskellige grøntsagssupper gode :-)


tirsdag den 13. november 2012

Slut med fødselsdage - så nærmer juletiden sig med raske skridt

Fredag aften stod den på 50-års fødselsdag hos min søster - en rigtig hyggelig aften, hvor hele familien var samlet unge som gamle og vores børnebørn var også med. De er de eneste børn i familien i de her år også på svogeren side, så de får noget opmærksomhed sådan en aften.

Lørdag blev der holdt familiefødselsdag for Laura her i gildesalen - det var eftermiddagskaffe og aftensmad, også en rigtig hyggelig dag, hvor der var flere børn :-)

Når nu der skulle være fest i gildesalen, så var der en anledning til så småt at begynde at tænke juleudsmykning udendørs. - Sidste år fik jeg gemalen med på, at vi godt kunne sætte lyskæderne på hegnet til Mortensaften og det var der jo i lørdags, så i år er det blevet en tradition, at lyskæderne kommer på hegnet på denne dato :-)
Det hygger gevaldigt herude på landet i mørket :-)
Der måtte også lige lidt nyt til på det udendørs plantebord
to små juleroser købte jeg - jeg synes godt nok prisen var høj, men de er også rigtig fine.
Når nu de har udtjent deres pligt på den her plads sammen med det julehalløj, 
der skal til om nogle få uger, 
ja så skal de plantes ud i haven, så vi skal gerne få fornøjelse af dem i mange år.

Søndag - det var hjemmedag - virkelig søndagshygge med strikketøj, TV og gemalen på sofaen, sådanne dage skal der bare til ind imellem :-)

Gemalen har i sommerens løb gået og kælet for en alpeviol, som var ved at gå ud, der var ikke et eneste blad tilbage på den, da han fik den ud
Nu ser den sådan her ud 




Den er fuld af knopper nede under bladene
Jeg håber, at jeg kan holde liv i den herinde nu :-)


Jeg er så småt igang med en julegaveproduktion - der skal strikkes og hækles af mange nøgler sort bomuldsgarn - uha det er ikke nemt at se på denne årstid - men så tager vi lige en vest til Laura ind imellem -
den skal være lige som den her - men bare i lilla

Jeg har fået gang i mine Knit-pro strikkepinde, som jeg købte på Kreative Dage - de her fancy nogen i træ med farver på - pokkers dyre er de, men prøves skulle det, og det ender for mig, som det gjorde med Clover hæklenålene, at jeg ikke kan bruge andet. Jeg må nok sige, at garnet glider let på de pinde.

I dag har vi fået "Randi krebinetter" eller hvad de nu skal kaldes - opskriften kommer i alle tilfælde inde fra mit hoved :-)
½ kg mager kalve&flæskefars rørt med et æg, en håndfuld havregryn og en spsk rasp,
lidt stødt koriander og spidskommen, hvidløgssalt, citronpeber og chilepeber og en ½ tsk. flage salt,
formet som karbonader og stegt på panden i knap 30 min..
Hertil fik vi kartofler, dampet blomkål og karrysauce.






torsdag den 8. november 2012

Fødselsdage og hæklet vest

Hu hej som tiden den smutter her :-)
Jeg har haft drøn travlt med at hækle en vest, som Laura skulle have i fødselsdagsgave i tirsdags, hvor hun blev 6 år.



Det var ret nemt, den er hæklet efter denne her opskrift, men jeg fik alligevel noget fornøjelse af garnet, for pokkers også, så havde jeg fået lavet en fejl i begge forstykker ret langt nede og måtte pille op igen. Jeg har ikke brugt det garn, som opskriften var lavet i, men fik at vide, det her passede, men der var hverken helt eller halvt nok garn til den hætte, der skulle have været på, så der blev også forsøgt lidt, inden det endte med kraven.

Hun bliver en stor pige hende Laura, hun går jo i 0'te klasse og hun lærer både om bogstaver og tal, og hun er vældig interesseret i det.
I år var det os, der kom med den bløde pakke og den fik ikke just den store opmærksomhed og det tror pokker med de spændende ting, som hun ellers fik - et barbie hus, en barbie hest, der kunne gå, en barbiedukke, der kunne synge og skifte hår og tøj, bare lige ved at trække i en snor, og noget fint pige-lego, som hun her er igang med at samle sammen med sin Bedste :-)

Mens hendes far og farfar var optaget af noget andet

og oldemor hyggede sig med lille Emil

Jeg forsøgte også med at billede af alle tre børnebørn
men det var ikke nemt for Laura at holde både Nana og Emil i ro samtidig :-)


Svigermor havde også fødselsdag i tirsdags, 93 år blev hun. Vi fejrede dagen med hende hos gemalens yngste søster i søndags - hun er meget dement og nogle dage er der slet ingen kontakt, men det var der i søndags og vi havde en rigtig hyggelig og sjov dag.

I dag bliver min yngste søster så lige 50 år og havde svigerfar levet, havde han også haft fødseldag.

Jeg er igen igen igen ramt af snot, denne gang er det hoste, der er værst - det er noget underligt noget, det står på et par dage eller tre, så har jeg det fint nogle dage og så kommer der bare noget igen i nogle dage, sådan har det været i 3 uger nu, så nu kan det godt holde op igen.


torsdag den 1. november 2012

Jordskokker - ovnbagte rodfrugter

I dag har vi gravet vores første jordskokker op ude i haven.

Sidste år fik vi foræret nogle fine jordskokker, flere end vi kunne spise, så de blev plantet ude i haven.
Først troede vi slet ikke, de kom op, men hold nu op lige med et, så stod der en hel skov - jeg havde hørt, at de blev høje, men blev alligevel overrasket:-)

Jeg fik læst mig til, at vi ikke skulle begynde at tage af dem før i slutningen af oktober - og det blev så den 1. november, vi fik taget de første.

De blev bagt i ovnen sammen med pastinak, gulerod, selleri og så lige lidt rosenkål - det med rosenkål har jeg ikke prøvet før, men det var rigtig godt - jordskokkerne de blev for bagte/udkogte - så de skal vel at mærke ikke have så meget eller laves i større stykker.
De blev spist til en oksehøjrebskotelet.